
EH Aalborg har egentligt leveret den bedste præstation i ligasammenhæng i klubbens historie, men en stime på 9 kampe uden sejr i de seneste to måneder har sendt nordjyderne tilbage i kampen for overlevelse i Danmarks bedste håndboldrække – og det er her vi står i dag.
Over den kommende uge spiller EH Aalborg nemlig bedst af tre play off-kampe mod Ajax København, og lørdag venter det første møde på hjemmebane i Skansen.
“Stemningen er god og spændt, så den er fuldstændig, som den skal være,” lyder det fra Kenneth Hedegaard, som har taget over på posten som cheftræner, efter Morten Holmen og EH Aalborg valgte at stoppe samarbejdet efter sidste weekends nederlag til Skanderborg Håndbold i kvalifikationsspillet. Men trænerskiftet til trods, så er humøret i den nordjyske ligatrup dog fortsat højt.
“Vi har haft nogle rigtig gode træninger op til kampen, som bærer bræg af, at folk vil det her. Vi har ét mål, og det er at vinde over Ajax i de her kampe, så . Så stemningen er god og spændt, som det hører til,” siger Kenneth Hedegaard.
En modstander med kvalitet
Selvom modstanderen hedder Ajax København og til dagligt frister en tilværelse i 1. divisionen, så er det dog vigtig at slå fast, at play off-kampene på ingen måde bliver nemme. EH Aalborg har som forsvarende ligahold nemlig alt at tabe, mens de sjællandske gæster kan spille frit for chancen om at snyde aalborgenserne for endnu en sæson i Bambuni Kvindeligaen.
Læg dertil at Ajax København kommer med et talentfuldt hold med masser af selvtillid efter en flot sæson, og så er der lagt i ovnen til en hård dyst om overlevelse.
“Ajax er jo et hold, som har haft en lang stime med nogle gode resultater, og det har de haft på baggrund af et fint forsvar, hvor de har været ret dynamiske i måden at dække op på. De vil også rigtig gerne løbe og har lavet en del mål på kontra, og så er det et angrebshold, som har nogle profiler på deres hold, som skaber rigtig meget både på egen hånd men også kollektivt,” forklarer Kenneth Hedegaard med henvisning til bagspillerne Laura Skytte og Mathilde Wollesen samt den tidligere EH Aalborg-spiller Natascha Wollesen. Dertil kommer også den målfarlige venstrefløj Alice Mazens, som har scoret over 100 mål for københavnerne i 1. division.
Men Ajax’ kvaliteter til trods, så har den nye cheftræner i samarbejde med de nye assistenter Søren Mortensen og Jonas Ingvorsen lagt en klar plan for, hvordan hovedstadsklubben skal besejres.
“Jeg tror, at nøglen bliver et forsvar, hvor vi skal vinde vores dueller og sørge for at få dem ud i nogle situationer, som de er sårbare i, og så er det klar, at hvis vi kan få flere redninger, end de har, så har jeg også en tro på, at vi burde være stærkere i vores duelspil, end de er,” siger Kenneth Hedegaard.
