Der bliver ikke meget tid til at puste ud efter nytårsaften for spillerne i EH Aalborg. Allerede fredag den 2. januar kl. 19.00 tager nordjyderne hul på 2026, når de byder Silkeborg velkommen til årets første hjemmekamp i Skansen på Lerumbakken 11 i Nørresundby.
Kampen markerer genstarten på Bambuni Ligaen efter VM pausen – og der er vigtige point på spil. EH Aalborg går ind i det nye år med masser af selvtillid efter et stærkt efterår, hvor holdet har leveret stabilt spil og flere flotte individuelle præstationer. Det har sikret en aktuel 8. plads i tabellen med 6 point, hvilket netop rækker til en slutspilsplads.
Men marginerne er små. Silkeborg følger lige efter på 11. pladsen med 5 point, og dermed kan fredagens opgør få stor betydning for begge holds videre færd i ligaen. Tabellen er ekstremt tæt – Ringkøbing indtager 7. pladsen med 7 point, mens Skanderborg er placeret sidst med 3 point. Kun fire point adskiller hele otte hold, hvilket vidner om en liga, hvor hver eneste kamp tæller.
Vi håber derfor, at der kommer masser af tilskuere til den vigtige kamp for at støtte EH Aalborg til en vigtig sejr.
Der er derfor lagt op til et intenst og nervepirrende opgør i Skansen, hvor hjemmebanefordelen kan blive afgørende. Med opbakning fra tribunerne håber EH Aalborg at få den bedst mulige start på det nye år – også selvom nytårsraketterne knap nok er faldet til ro.
Billetter til kampen kan købes via EH Aalborgs hjemmeside eller i døren på kampdagen.
