
Der var dramatik og spænding for alle pengene, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg fredag aften gæstede Silkeborg-Voel KFUM i en kamp om dyrebare point til grundspillet, og med en scoring af Carla Thomsen på straffekast efter tid lykkedes det til sidst for de nordjyske gæster at slippe afsted med uafgjort 25-25.
EH Aalborg var anført af en bundsolid defensiv, som i store dele af kampen havde held med at holde favoritternes skytter fra fadet, og da Freja Fonseca snuppede et straffekast ved stillingen 21-23 med 8 minutter tilbage af opgøret lignede det en overraskende sejr til aalborgenserne.
Herefter fulgte dog seks minutters nordjysk måltørke, og da hjemmeholdet samtidig valgte at tage målvogteren ud og spille med en ekstra mand i angrebet, fik de vendt opgøret til 25-23 – inden EH Aalborg altså til sidst kæmpede sig tilbage på uafgjort.
“Jeg synes klart, at vi har fortjent et point i dag. Forsvarsmæssigt dækker vi jo sindssygt godt op i store dele af kampen. Jeg synes virkelig, at de har problemer med at finde mål, og de må jo også i 7-mod-6 til sidst. Vi har også flere gange en føring på 2 og 3 mål, men vi er simpelthen bare ikke skarpe nok til at få det afgjort, og det kan godt ærgre mig lidt. Men når så vi spoler tiden hen til, at der er to minutter tilbage, så er vi også bagud med to, og så tager vi sgu alligevel det ene point i dag,” lyder det fra cheftræner Morten Holmen.
Dyrebart point i tæt grundspil
Med pointdelingen fredag aften er både Silkeborg-Voel, EH Aalborg og HØJ Elite noteret for 15 point efter 23 spillerunder, hvilket er tre færre end SønderjyskE og Horsens på de to nederste slutspilspladser i tabellen. Derfor er der fortsat stor spænding inden grundspillets sidste tre kampe.
“Det er klart, at det der ene point ekstra, det havde været skønt også at sætte ind på kontoen, for så havde vi virkelig været lige i hælene på Horsens, hvor vi jo er bedre indbyrdes, men vi må altså ikke glemme at glæde os over, at vi faktisk har spillet på udebane igen og har fået et flot point mod Silkeborg, så vi altså har 15 point i alt! Så det tager vi med, og så jagter vi flere point,” siger cheftræneren.
Silkeborg-Voel KFUM – EH Aalborg 25-25 (12-12)
Målscorere EH Aalborg:
Carla Thomsen 5, Camilla Thorhauge 5, Frederikke Gulmark 4, Marlene Dahlmann 3, Ida Hoberg 3, Maiken Skov 2, Mirja Lyngsø 1, Mette Brandt 1 og Frida Ulrichsen 1.
Redninger:
Johanne Graugaard: 14 redninger på 39 skud – 36 procent
Freja Fonseca: 1 redninger på 1 skud – 100 procent
Udvisninger:
Silkeborg-Voel: 1 x 2 minutter
EH Aalborg: 0 x 2 minutter
Tilskuere:
923 i JYSK Arena Silkeborg
