
Læs kampmagasinet fra opgøret mellem EH Aalborg og Odense Håndbold her
Håndboldkvinderne fra EH Aalborg leverede en pragtpræstation, da de onsdag aften på udebane udraderede bundholdet fra Bjerringbro fH med vilde 27-36.
Med sejren er det aalborgensiske ligahold nu hele 7 point foran Bjerringbro fH på den sidsteplads, som giver direkte nedrykning til 1. divisionen, ligesom EH Aalborg er bedre end østjyderne i det indbyrdes regnskab. Men selvom det altså virker tæt på sikkert, at holdet undgår direkte nedrykning, som håndboldekspertene inden sæsonen ellers havde spået, så har EH-mandskabet dog ikke tænkt sig at stille sig tilfreds.
“Nu vil vi gerne prøve at se, om vi kan nå 13 point. Det vil jo være ét point mere end sidste år, og det er jo det, det handler om; vi skal hele tiden flytte os i den rigtige retning, og det kan vi gøre, hvis vi når 13 point,” lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Morten Holmen som røber, at holdet også har yderligere en drøm, de gerne vil gøre til virkelighed.
“Vi har hele tiden snakket om, at vi gerne vil have den der skalp på hjemmebane mod et af de helt store hold, og der kan man sige, at nu kommer Odense, Nykøbing Falster, Viborg og Ikast på besøg, så det kunne da også være sjovt, hvis vi kunne drille en af dem på hjemmebane, men lad os nu se,” siger han.
En uoverkommelig opgave
Netop Odense Håndbold er modstanderen, som lørdag eftermiddag gæster Skansen i Nørresundby, og de forsvarende danske mestre og Champions League-finalister virker på papiret som en uoverkommelig opgave for EH Aalborg.
Fynboernes mandskab tæller nemlig så mange stjerner, at de kunne stille med både et A- og et B-hold og alligevel nå DM-slutspillet med begge, og Odense Håndbold har da også blot sat point til i en enkelt ligakamp i sæsonen mod de evige rivaler fra Team Esbjerg.
Ikke desto mindre lykkedes det for EH Aalborg at presse Odense i sæsonens første møde, der blev en målrig affære med hel 80 mål. 41-39 endte kampen til fynboerne, og dermed er der en stille tro på, at det nordjyske hjemmehold måske igen kan drille kæmpefavoritterne, når de lørdag mødes i Skansen.
“Det er jo altid svært at spille mod et hold som Odense, men selvfølgelig giver vi den et skud, og vi kommer til at give, alt hvad vi har. Vi skal levere ligeså meget fight og gejst som mod Bjerringbro, og så må vi jo se, hvor langt det bærer,” siger EH Aalborg-playmaker Mette Brandt.
