Nordjysk nederlag til stærke falstringer

Carla Thomsen blev EH Aalborgs topscorer mod NFH. Arkivfoto: Mosgaard Foto

EH Aalborg lukkede 2025 af med et nederlag. Det står klart, efter de nordjyske håndboldkvinder i den sidste kamp inden julepausen måtte se sig slået med 35-25 i den svære udebanekamp mod Nykøbing Falster Håndboldklub.

De til fredagens kamp rødklædte aalborgensere indledte ellers opgøret i Nykøbing med masser af fight og energi, og takket været et toptunet forsvar foran en velspillende Johanne Graugaard i EH Aalborg-målet fulgte gæsterne godt med NFH gennem hele første halvleg.

Hjemmeholdet, der frister en tilværelse på ligaens 3. plads, havde dog forberedt sig godt på den nordjyske offensiv, og falstringerne havde kampen igennem stor succes med at stække nordjydernes 7-mod-6-spil, hvilket fremtvang flere fejl fra aalborgenserne, som NFH med nemhed omsatte til scoringer i tomt mål til stor begejstring for det talstærke hjemmepublikum.

“Det er klar, at man lige nu er lidt negativ over en tabt kamp. Første halvleg er jo fin, og egentligt er vi virkelig godt med, og vi kæmper. Så kommer vi ind til anden halvleg og kommer dårligt fra start, og så kæmper vi hele anden halvleg men uden succes,” lyder det fra EH Aalborgs bagspiller Ida Hoberg.

Stort nederlag er ikke retvisende

I anden halvleg fortsatte EH Aalborgs angrebskvaler, og selvom gæsterne forsøgte at kæmpe, det bedste de havde lært, så endte hjemmeholdet efter 40 minutters spil med at knække kampen, da de på godt tre minutter gik fra 21-20 til 24-20. Herfra fulgte aalborgenserne med til stillingen 28-24, inden NFH altså til sidst løb en sikker sejr i hus.

“Det er en af de første gange, at vi scorer under 30 mål, så det er jo lidt et billede af, at vores angrebsspil ikke rigtigt fungerer. Vi laver lidt for mange tekniske fejl, og de ender med at score 8-10 gange i tomt mål, og så løber de selvfølgelig lidt fra os til sidst – men 10 måls forskel er nok ikke helt et retvisende billede på kampen,” siger Ida Hoberg.

Trods nederlaget, så kan EH Aalborg gå ind til julepausen med 6 point på kontoen efter tre sejre i sæsonens første 8 spillerunder. Næste kamp for nordjyderne bliver allerede fredag den 2. januar, hvor Silkeborg-Voel KFUM kommer på besøg i Skansen.

Nykøbing Falster Håndboldklub – EH Aalborg 35-25 (17-14)

Målscorere EH Aalborg:
Carla Thomsen 8, Camilla Thorhauge 4, Mette Brandt 4, Frederikke Gulmark 3, Maiken Skov 2, Marlene Dahlmann 2, Frida Ulrichsen 1 og Ida Hoberg 1.

Redninger:
Johanne Graugaard: 7 redninger på 29 skud – 24%
Freja Fonseca: 1 redning på 4 skud – 25%

Udvisninger:
NFH: 0 x 2 minutter
EH Aalborg: 3 x 2 minutter