Nytårsbrag mod stærke midtjyder

Foto: Mosgaard Foto

Læs kampprogrammet til opgøret mellem EH Aalborg og Silkeborg-Voel her

Der er lagt i ovnen til et spændende nytårsbrag, når EH Aalborg fredag aften indleder 2026 med årets første hjemmekamp i Bambuni Kvindeligaen, hvor Silkeborg-Voel KFUM gæster Skansen.

Opgøret er det første efter en lang kamppause, der har givet tid til både VM-slutrunde samt jule- og nytårsferie, hvor de nordjyske håndboldkvinder har brugt masser af tid på at optimere holdet frem mod den resterende del af sæsonen.

“Vi har arbejdet rigtig meget på det fysiske område, og spillerne har virkelig knoklet, så det, synes jeg faktisk, har været rigtig fint, men vi er alle sammen spændte på at se, hvor vi står henne spillemæssigt efter så lang en pause,” lyder det fra EH Aalborg-træner Morten Holmen.

Ingen sejre siden september

EH Aalborg leverede i efteråret flotte kampe i massevis og gik til julepause med 6 point på kontoen og en – for de fleste – særdeles overraskende 8. plads i landets bedste håndboldrække.

Anderledes ser det ud for de gæstende midtjyder fra Silkeborg-Voel, som ellers indledte sæsonen med et chokresultat, da de spillede uafgjort 36-36 i Esbjerg. Herefter fulgte de op med to sejre over først SønderjyskE og senere Bjerringbro, men siden midten af september er det dog ikke lykkedes for de grøn-blusede silkeborgensere at forlade banen som vindere, og i holdets sidste ligakamp før julepausen måtte de se sig slået på hjemmebane med 28-32 af oprykkerne fra HØJ Elite.

Alligevel maner Morten Holmen til nordjysk besindighed forud for de to klubbers møde i Skansen. Silkeborg-Voels spillertrup tæller nemlig store profiler som den rutinerede målvogter Stine Bonde og den talentfulde bagspiller Natasja Andreasen, ligesom midtjyderne op til denne sæson er blevet forstærket med Mai Kragballe, der sluttede sidste sæson som den næstmest scorende spiller i Kvindeligaen, hvor hun blev noteret for 243 mål for HH Elite.

Ser Silkeborg som et top 8-hold

Desuden mener cheftræneren ikke, at Silkeborg-Voels nuværende placerering under EH Aalborg i tabellen er et retsvisende billede af de to klubbers styrkeforhold.

“Vi skal ikke dømme Silkeborg ud fra deres nuværende placering i tabellen, for alle hold har ikke mødt hinanden endnu, og Silkeborg har haft et langt hårdere program hidtil end for eksempel os. Jeg ser helt sikkert Silkeborg som et top 8-hold – det er der slet ingen tvivl om; både når man ser på de spillere, de har, og også økonomien,” lyder det fra den nordjyske cheftræner.

“Men selvom vi har stor respekt for alle de hold, vi møder, så ved vi også godt, at når vi stiller os ind på banen, så kommer vi til at give alt, hvad vi har, for at se om vi kan tage et point eller to fra Silkeborg. Særligt her i Skansen,” siger Morten Holmen.

Kampen mellem EH Aalborg og Silkeborg-Voel KFUM spilles fredag aften klokken 19.00 i Skansen i Nørresundby. Du kan stadig købe billetter til kampen her