
Det blev desværre ikke til point, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg torsdag aften tog imod SønderjyskE på hjemmebane i Skansen. Selvom nordjyderne ellers længe fulgte med i kampen, så endte en periode på seks minutter, som gæsterne vandt med 0-4, med at blive dyr, og så løb sønderjyderne med sejren på 28-31.
“Vi spiller en virkelig fin første halvleg, hvor vi får det til at lykkes både i forsvaret og i angrebet, så lige nu er jeg super ærgerlig over, at vi får en øv-periode i anden halvleg, som bliver dyr,” siger EH Aalborgs stregspiller Mirja Lyngsø.
Nordjyderne kom ellers ganske godt ind i kampen og leverede særligt defensivt en stor første halvleg, hvor de sønderjyske gæster blev holdt helt nede på blot 13 mål, og da Camilla Thorhauge godt ti minutter inde i anden halvleg bragte sig i front 20-19 begyndte det for alvor at trække op til en overraskelse i Skansen.
Men SønderjyskE-mandskabet ville det dog anderledes og greb chancen, da de fik den. En hurtig scoring på gennembrud og et efterfølgende kontramål bragte luft på måltavlen, og da EH Aalborg kort efter leverede fire angreb uden mål, som gæsterne straffede i modsatte ende, så blev 22-24 til 22-28 – og selvom hjemmeholdet kæmpede for et comeback, så blev det dog ved lige-ved-og-næsten.
“Det er super ærgerligt, for jeg synes, at vi spiller en håndboldkamp, der er tæt langt hen ad vejen. Så har vi en periode, hvor vi brænder fire angreb i træk på nogle fine chancer, og de scorer på fire, og så dræber SønderjyskE kampen. Så det er super ærgerligt, for jeg synes jo, at vi er med. Men det er jo også en del af håndbold; nogle gange er det stolpe ud, og andre gange er det stolpe ind, og lige i øjeblikket på nogle af de her marginaler og på de her tidspunkter i kampen, der er det stolpe ud for os,” lyder det fra EH Aalborgs assistenttræner Kenneth Hedegaard.
De nordjyske håndboldkvinder har nu en lille uges kamppause, inden holdet på onsdag den 25. februar klokken 19.00 spiller næste kamp i Bambuni Kvindeligaen. Det sker på udebane, hvor EH Aalborg gæster Bjerringbro fH.
EH Aalborg – SønderjyskE 28-31 (13-13)
Målscorere EH Aalborg:
Carla Thomsen 7, Frederikke Gulmark 5, Frida Ulrichsen 4, Marlene Dahlmann 3, Camilla Thorhauge 3, Ida Hoberg 3, Mette Brandt 2 og Mirja Lyngsø 1.
Redninger:
Johanne Graugaard: 5 redninger på 26 skud – 19 procent
Freja Fonseca: 2 redninger på 11 skud – 18 procent
Udvisninger:
EH Aalborg: 0 x 2 minutter
SønderjyskE: 0 x 2 minutter
Tilskuere:
330 i Skansen, Nørresundby
