Storsatsende HØJ gæster Skansen: “Vi skal ud og hakke igennem”

Der venter EH Aalborg hård kamp til stregen, når de nordjyske håndboldkvinder onsdag aften åbner grundspillet i den nye sæson af Bambuni Kvindeligaen med et brag af et opgør på hjemmebane i Skansen.

“Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang igen, og vi glæder os til for alvor at se, hvor vi står,” lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Kenneth Hedegaard.

Første modstander er den storsatsende klub HØJ Elite fra Ølstykke i Nordsjælland, som med kampen i Skansen tager hul på deres blot anden sæson i ligaen. Men med pengestærke folk bag klubben er det lykkedes at skabe et slagkraftigt hold med store profiler, som sigter mod at spille med i toppen af dansk håndbold, og i en træningskamp frem mod sæsonstart tog holdet blandt andet en imponerende sejr over vicemestrene fra Odense.

“Der er ingen tvivl om, at favoritværdigheden er på dem, og jeg synes jo også, at når man kigger på nogle af de navne, som HØJ har, så kan man jo også godt se, at det er et hold med store profiler, som har prøvet noget – eksempelvis Kaja Kamp og Nadia Offendal; det er spillere omkring det danske A-landshold. Jeg tror også på, at de kommer langt op i rækken i år, men vi giver ikke op, og vi skal nok give dem kamp til stregen onsdag aften,” siger Kenneth Hedegaard.

Mange nye navne – og stor tro på projektet

Det er dog ikke kun HØJ, der har hentet nye spændende spillere til klubben i sommerpausen, for også hjemmepublikummet i Skansen skal til at lære en masse nye navne at kende med blandt andre hjemvendte Frida Høgaard Nielsen og Caroline Eisenhardt samt hollandske Alysa Korterink i bagkæden, mens forsvaret blandt andet byder på spillere som Julie Lilholt og Emilie Schleicher. De mange nye spillere til trods, så er troen på, at kunne snyde favoritterne fra HØJ dog bestemt til stede.

“Vi har haft en rigtig fin forberedelse, og vi har en trup, som har trænet pissehamrende godt. Det er en flok piger, som er pisse ærgerrige, og som bare gerne vil fremad. Så selvom alle andre i Håndbolddanmark ikke tror på os, så har vi i hvert fald altid tro på os selv, og på den måde giver det både mig og truppen en stor portion motivation i forhold til at vi skal ud og hakke igennem. Om stillingen efter kampen mod HØJ så er i plus eller minus er jeg sådan set ligeglad med. Det, jeg har brug for at se, det er, at vi har smasket igennem fra start til slut,” lyder det fra cheftræneren.

Kampen mellem EH Aalborg og HØJ Elite spilles onsdag den 26. august klokken 19.00 i Skansen i Nørresundby. Billetter kan købes her.