Unødigt stort nederlag i velbesøgt nytårsbrag

Frederikke Gulmark blev kåret som Kampens EH Aalborg-spiller

Der var lagt op til et brag af en nytårskamp, da håndboldkvinderne fra EH Aalborg fredag aften indledte 2026 med et opgør imod Silkeborg-Voel. Men selvom Skansen i Nørresundby var velbesøgt af hele 612 tilskuere, der havde trodset snestormen for at støtte de lokale kvinder, så endte håndboldfesten som en gedigen fuser, da de midtjyske gæster fortjent vandt kampen med hele 22-34.

“Jeg er megaærgerlig. Vi kommer ikke ind med den rigtige gejst og energi fra starten af. Vi har jo forberedt os og gjort alt det, vi plejer, men gnisten manglede. Det bliver bedre i anden halvleg, men vi når aldrig at indhente det,” lyder det ærligt fra EH Aalborg-målvogter Freja Fonseca.

Den nordjyske keeper startede kampen på bænken, hvorfra hun kunne se sine holdkammerater få en skidt start på opgøret. Aalborg-forsvaret havde taget ordet gæstfrihed alvorligt og gjorde ikke meget for at holde Silkeborg-Voel fra fadet, mens de i den anden ende manglede saft og kraft i angrebsspillet, og efter blot 4 minutter og 27 sekunder måtte Aalborg-bænken tage en hurtig time-out ved stillingen 0-4.

To hurtige reduceringer blev det til, inden gæsterne fortsatte opvisningen i champagnebold, som var det et nytårsbrag værdigt. Johanne Graugaard blev skudt i sænk og overlod pladsen i målet til Freja Fonseca, som fik en smule bedre fat, men lige lidt hjalp det, da den nordjyske offensiv leverede umotiverede angrebsfejl i et uhørt højt antal, og da EH-mandskabet forsøgte sig med 7 mod 6, blev de mange fejl hurtigt omsat til scoringer i tomt mål. Derfor kunne nordjyderne se Silkeborg-Voel trække fra til en solid pauseføring på 12-21.

“På den ene side er jeg jo skuffet – specielt over vores første halvleg. Det er jo langt under det niveau, som vi vil stå for som hold, men på den anden side, så har vi jo slidt lidt med noget sygdom og skader, og det har jo gjort, at vi vi ikke har kunnet træne godt nok som et hold,” siger cheftræner Morten Holmen, der til fredagens opgør måtte se bort fra blandt andre Ida Hoberg og Anne Sofie Thorbøll.

Med som erstatning var til gengæld ungdomsspilleren Filippa Fransson, der fik flere minutter i angrebet som gardering i bagkæden, og den talentfulde bagspiller fik desuden scoret sit debutmål i Bambuni Kvindeligaen.

“Det var rigtig fint. Det er jo der, hvor vi er nu, og så må vi sikre os, at vi får kørt nogle unge spillere ind på vores hold, og give dem noget spilletid, så de får lidt erfaring, inden vi står i nogle kampe, som vi ved bliver vigtige i forhold til tabellen,” lyder det fra Morten Holmen.

Cheftræneren kunne i kampens sidste halve time se sit hold spille sig bedre ind i opgøret takket været blandt andre Freja Fonseca og topscorer Frederikke Gulmark, der scorede 8 mål på 9 skud. Lige lidt hjalp det dog, for aalborgenserne kunne ikke true den midtjyske sejr, og så endte det altså med et unødigt stort nederlag på 12 mål.

EH Aalborg får dog ganske hurtigt mulighed for at vaske nederlaget af sig, da de allerede på tirsdag spiller næste kamp, hvor de på udebane møder Viborg HK.

EH Aalborg – Silkeborg-Voel KFUM 22-34 (12-21)

Målscorere EH Aalborg:
Frederikke Gulmark 8, Lin Johannsen 4, Camilla Thorhauge 3, Mirja Lyngsø 2, Maiken Skov 2, Filippa Fransson 1, Carla Thomsen 1 og Frida Ulrichsen 1.

Redninger:
Freja Fonseca: 7 redninger på 24 skud – 29 procent
Johanne Graugaard: 0 redninger på 9 skud – 0 procent

Udvisninger:
EH Aalborg: 2 x 2 minutter
Silkeborg-Voel: 0 x 2 minutter

Tilskuere:
612 i Skansen