
Håndboldkvinderne fra EH Aalborg ser ud til at slippe for direkte nedrykning fra Danmarks bedste håndboldrække efter nordjyderne leverede en forrygende holdpræstation og lammetævede bundholdet fra Bjerringbro fH på udebane med vilde 27-36.
“Min første tanke er ‘hold da op en kamp pigerne spiller!’ Jeg skal godt nok love for, at spillerne var der, og de ville have det her afgjort, så det var fedt,” lyder den umiddelbare kommentar fra cheftræner Morten Holmen, som havde set sit hold sætte sig på opgøret fra første fløjt.
I et snuptag var aalborgenserne i front med 1-4, og selvom hjemmeholdet formåede at kæmpe sig tilbage på måltavlen ved stillingen 7-8, så var det dog en stakket frist. Den nordjyske defensiv leverede en præstation ud over normalen, og da Johanne Graugaard i målet samtidig lukkede helt og aldeles af, kunne EH Aalborg trække fra til 9-15 og senere en pauseføring på 10-17.
“Vi havde lavet en rigtig god gameplan, og den løser vi bare til UG. Alle de situationer, som vi havde kigget på før kampen, dem kom de ikke til. Vi havde et virkelig godt forsvar og gode målmænd – og det var fedt,” siger Morten Holmen.
I anden halvleg fortsatte EH Aalborg magtdemonstrationen og nåede flere gange foran med +12 på måltavlen, inden der mod slutningen af opgøret blev givet spilletid til hele bænken, og hjemmeholdet fik pyntet på resultatet.
“Vi tager ikke noget for givet”
Overlevelsen i Bambuni Kvindeligaen er endnu ikke matematisk sikker, men med sejren er EH Aalborg hele 7 point foran Bjerringbro fH på den sidsteplads, som giver direkte nedrykning til 1. divisionen. Derudover er nordjyderne bedre indbyrdes end østjyderne, og dermed ser det mere end positivt ud for EH Aalborg.
“Den sidsteplads der – den er der nogle andre, der må slås om. Nu har vi virkelig gjort et stort stykke arbejde for at komme væk fra den streg, og mod Bjerringbro fik vi udbytte af det. Men vi tager selvfølgelig ikke noget for givet, og selvom vi skulle slippe fri af sidstepladsen, så er der jo stadigvæk noget, der hedder nedrykningsspil,” lyder formaningen fra cheftræneren.
Bjerringbro fH – EH Aalborg 27-36 (10-17)
Målscorere EH Aalborg:
Mette Brandt 9, Carla Thomsen 9, Ida Hoberg 4, Camilla Thorhauge 3, Frederikke Gulmark 3, Maiken Skov 3, Mirja Lyngsø 2, Helena Sall 1, Marlene Dahlmann 1 og Julie Seeberg 1
Redninger:
Johanne Graugaard: 9 redninger på 26 skud – 35 procent
Freja Fonseca: 5 redninger på 13 skud – 38 procent
Udvisninger:
Bjerringbro fH: 2 x 2 minutter
EH Aalborg: 7 x 2 minutter
Tilskuere:
372 i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter
