Betondefensiv sikrer Aalborg-sejr i Sønderjylland

13. september 2020

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg er fortsat ubesejrede efter lørdagens topkamp i kvindernes 1. division. Det står klart efter Allan Heines tropper for anden gang på få uger besejrede SønderjyskE i Aabenraa – denne gang med cifrene 18-22.

– Det er virkelig en fed sejr. Vi spiller langt hen ad vejen en kamp på et virkelig højt niveau. Særligt defensivt var det en rigtig stærk  kamp, og det vidner 18 mål til SønderjyskE også om, for det er altså et hold med et godt angreb, fortæller EH Aalborg træner Allan Heine.

Nordjyderne kom ud til kampen med samme gejst og intensitet, som vi så i sidste uge mod Gudme, og både offensivt og defensivt var EH Aalborg det sønderjyske hjemmehold overlegent. Derfor var det helt efter bogen, at Line Hindhede efter godt et kvarter kunne bringe holdet i front med 4-8, men herfra begyndte Sønderjyske at bide fra sig.

Med fire mål på stribe blev der pludselig skruet op for spændingen i Arena Aabenraa, da hjemmeholdet i et snuptag udlignede til 8-8. Et nordjyske straffe, en hurtig time-out fra Allan Heine og to scoringer fra den tidligere SønderjyskE-spiller Rikke Hoffbeck sikrede dog et nyt forspring, inden hjemmeholdet endnu engang reducerede til pausestillingen 10-11.

– Det minder lidt om kampen i pokalturneringen, hvor vi også får en rigtig, rigtig fin start, inden de henter os og får udlignet til 8-8, og herfra var det en meget jævn kamp. Derfor blev det meget taktisk præget, hvor begge hold satsede meget på defensiven, siger Allan Heine.

Aagaard lukkede kampen

Anden halvleg startede med en stillingskrig mellem de to mandskaber, hvor det blot blev til en enkelt scoring hver i halvlegens første fem minutter. Herfra så EH Aalborg ud til at have genfundet takterne fra kampens første kvarter, og via tre hurtige mål fik nordjyderne atter opbygget et forspring på måltavlen, men modsat tidligere, blev der denne gang ikke slækket i forsvarsarbejdet.

Allan Heines tropper udbyggede føringen, og med knap ti minutter tilbage af kampen var aalborgenserne i front med 14-19. Herefter fulgte fem minutter uden scoringer af de to hold, men trods et sønderjysk comeback-forsøg i kampens sidste minutter, så lykkedes det – blandt andet takket være tre powermål af Emma Aagaard – ikke at indhente Aalborg.

– Det er fedt at se, at det er en af de unge, der træder i karakter og virkelig tør at gå på mål. Emma Aagaard fik en hel del spilletid i forsvaret i løbet af kampen, men i de sidste 10 minutter kommer hun ind angrebsmæssigt og gør det virkelig fantastisk. Men det er en flot holdindsats over hele linjen, lyder roserne fra Allan Heine til sit mandskab.

– Men hvis jeg nu skál nævne en person som profil, så står Jesse (Van de Polder red.) igen i dag en rigtig god kamp i målet, og har vel en redningsprocent på omkring næsten 50, siger træneren.

Med sejren har EH Aalborg maksimum point i kvindernes 1. division, hvor næste opgave bliver på lørdag den 19. september, når Lyngby HK gæster Nørresundby Idrætscenter.

 

SønderjyskE – EH Aalborg 18-22 (10-11)

Målscorere:

Emma Aagaard Poulsen 4, Anne Brinch-Nielsen 4, Rikke Hoffbeck 3, Sandra Erlingsdottir 3, Emma Laursen 3, Märta Hedenquist Allervik 2, Mille Eisenhart 2, Line Hindhede 1.

Stillinger undervejs:

2-3, 3-5, 4-8, 8-8, 8-11, (10-11) 12-12, 12-15, 14-16, 14-19, 18-20, 18-22.

Billeder venligst udlånt af SønderjyskE damehåndbold support


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018