Betonforsvar sikrede vital EH-sejr i topkamp

17. december 2020

NÆSTE HJEMMEKAMP MOD SØNDERJYSKE SPILLES UDEN TILSKUERE GRUNDET GÆLDENDE COVID-19 RESTRIKTIONER

KAMPEN STREAMES LIVE PÅ EH AALBORGs FACEBOOK PROFIL

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tog en vital sejr i onsdag aftens topkamp, da holdet på udebane slog 1. divisionens nummer fire fra TMS Ringsted med klare 20-27, efter en opvisning i flot defensivt arbejde. Med sejren holder nordjyderne trit med de to øvrige tophold i landets næstbedste håndboldrække.

– Vi var dygtige. Forsvarsspillet er jo det, som er ekstra udmærket i den kamp her. TMS er et hold, der har lavet rigtig mange mål, og det er også det, jeg siger til pigerne, at det er en stærk, stærk holdpræstation, at vi formår at bakke hinanden så godt op, så det er en stor tilfredshed, lyder det fra cheftræner Allan Heine.

De nordjyske håndboldkvinder var som forvandlet i forhold til weekendens blamage i Hadsten, for onsdag aften havde holdet ingen problemer med at score på de sagesløse TMS-keepere. Særligt aalborgensernes hårdtskydende bagspiller Emma Laursen fik i dén grad skud sig varm med hele seks mål alene i første halvleg, og da offensiven samtidig blev fulgt op af en taktisk velindstillet defensiv, der ikke tillod den tidligere EH Aalborg-spiller Natascha Wollesen mere end et enkelt mål i hele kampen, så var der for alvor lagt i ovnen til en hed tur hjem fra ellers kolde Midtsjælland.

– Det var en plan fra starten, at vi gerne ville skygge Wollesen lidt, og tage hende ud af spillet for at se, hvad kan resten i forhold til at kreere angrebsspillet. Så vidste vi godt, at de ville sikkert gå op i 7 mod 6 på et tidspunkt, og det havde vi så også en plan for, så jeg synes, at vi strategisk sådan set var ét skridt foran dem hele tiden. Det gav en god balance, og det gjorde også, at vi lavede nogle rigtig fine angreb ind imellem, siger Allan Heine.

Storspillende Polder lukkede målet

Fra anden halvlegs start fik hjemmeholdet bedre styr på de nordjyske skytter, men da EH-forsvaret fortsatte de fornemme takter fra før pausen, så var langt mellem snapsene til et ellers stortdækkede julebord i Ringsted. TMS-spillerne sled og slæbte for at komme forbi til målchancer, og når de ellers gjorde, så stod en velspillende Jesse Van de Polder i vejen for målet. Udover en parade af redninger i det stationære spil, så snuppede den flyvende hollænder tillige tre (3!) ud af otte straffekast i kampen til hjemmeholdet.

Der var dog også roser at hente i banens modsatte ende, hvor EH Aalborgs angreb diskede op med storspillet mod et Ringstedhold, der hidtil har lukket tredjefærrest mål ind i sæsonen. Både til  topscorerne Emma Laursen og Frida Høgaard Nielsen, men også til hele viften af bagspillere, der kom i aktion i opgøret.

– Jeg synes faktisk, at de supplerer hinanden rigtig, rigtig flot. Så er det tryk på fra (Emma red.) Laursen, så er der tryk på fra Line (Hindhede red.), så kommer Sandra (Erlingsdottir red.) lige pludselig og bryder igennem, så kommer Frida (Høgaard Nielsen red.) ind og laver nogle mål, så bryder Ossy (Verena Oßwald red.) lige pludselig igennem. Der var bare et rigtig fint flow i vores angrebsspil, som gjorde, at vi kom til nogle chancer, hvor vi ved, at vi er rigtig dygtige til at lave mål, og det er rigtig fedt, at se i dag, siger Allan Heine.

Med sejren skabte EH Aalborg et lille hul på tre point mellem de tre førende hold i tabellen og TMS Ringsted på rækkens fjerdeplads. Næste kamp for nordjyderne spilles allerede på lørdag den 19. december klokken 14.00 i Nørresundby Idrætscenter, hvor holdet tager hul på anden halvdel af turneringen med et besøg fra SønderjyskE. Der er ikke adgang for tilskuere til dagens kamp, men kampen vil istedet blive streamet live via EH Aalborg´s Facebook profil.

TMS Ringsted – EH Aalborg 20-27 (11-17)

Målscorere:

Emma Laursen 7, Frida Høgaard Nielsen 4, Line Hindhede 3, Anne Brinch-Nielsen 3, Mathilde Bach 2, Märta Hedenquist 2, Sandra Erlingsdottir 2, Mille Eisenhardt 1, Rikke Hoffbeck 1, Verena Oßwald 1 og Mette Klostermann 1.

Stillinger undervejs:

4-2, 4-7, 5-10, 6-12, 8-12, 9-15, (11-17), 13-20, 16-21, 17-24, 19-26, 20-27


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018