EH åbner marathon-program mod utilregnelige Bjerringbro

8. december 2020

KØB BILLET TIL KAMPEN MOD Bjerringbro FH

Onsdag D. 9. December KL. 19:30 I NØRRESUNDBY IDRÆTSCENTER

TRYK HER!

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg står overfor en svær opgave, når holdet onsdag aften løber på banen til topkamp mod gæsterne fra Bjerringbro FH. Kampen er dog ikke i sig selv den største opgave; den markerer nemlig også starten på et tætpakket kampprogram i de kommende uger, hvor de nordjyske ligaaspiranter skal i kamp hele fire gange på blot 11 dage.

– Det er jo uvante vilkår for 1. divisionshold at spille så mange kampe på så kort tid. Jeg håber jo selvfølgelig, at jeg kan drage nytte af den tid, som jeg har haft i ligaen med mange kampe i både Nantes og Viborg, hvor der var europæiske kampe og deslige, så jeg håber, at vi har formået at tilrettelægge tingene, så vi er så godt forberedte som muligt rent fysisk. Det bliver interessant, lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Allan Heine.

Kampen mod Bjerringbro FH og næste uges onsdagskamp mod TMS Ringsted skulle oprindeligt være spillet i november, men den seneste corona-nedlukning udsatte i første omgang de to opgør, og der venter nu altså et komprimeret kampprogram, hvor EH Aalborg ligeledes skal i kamp i weekenderne.

– Vi må prøve at gribe det lidt an, hvor man siger, at det er de sidste fire kampe i år, så det er lidt et final4, vi skal i gang med, så derfor skal vi være klar på at omstille os fra én kamp til en anden. Så det er ikke kun i kampene, vi vi skal kunne omstille os nu, det er også i forhold til at lukke én kamp ned og åbne den næste. Så på den vis er det en enormt interessant periode som hold, vi går ind i, i forhold til at se hvordan håndterer vi det, siger Allan Heine.

Utilregnelige midtjyder

Sidst holdet fra limfjordsbyen var i kamp for godt to uger siden var ligeledes på hjemmebane, hvor EH Aalborg måtte vinke farvel til titlen som ubesejret, da gæsterne fra Ringkøbing Håndbold snuppede sejren og de to point efter en kamp, hvor det nysammenbragte EH-mandskab blev overrasket af et velspillende vestjysk hold. Men nederlaget til trods, så har nordjyderne kun fået mere blod på tanden af den oplevelse og truppen er kommet godt tilbage på sporet. 

– Det synes jeg egentligt, at vi er kommet relativt hurtigt. Jeg synes jo generelt, at vi har spillet rigtig fint håndbold, og har angrebet kampene rigtig godt, men så kommer vi op imod et rigtig stærkt spillende Ringkøbing-hold, og der tog de os lidt på sengekanten og tog sejren, og det er jo, hvad der sker, når vi er nye, som vi er, og ikke rigtigt har oplevet den helt store modgang, så det var forhåbentligt en masse lærepenge, vi smed ind på kontoen dér, forklarer cheftræneren.

Onsdagens modstandere fra Bjerringbro ligger dog ligesom Ringkøbing og EH Aalborg godt til i toppen af tabellen, omend holdets resultater i denne sæson har været af svingende karakter. Godt nok indtager midtjyderne en øjeblikkelig fjerdeplads med 14 point efter 10 kampe, men rigtig mange opgør, som holdet har spillet, har været ganske tætte på måltavlen. Således har Bjerringbro på imponerende vis formået at hente uafgjort 27-27 ude mod Ringkøbing, mens de i den lidet flatterende ende af resultater blot er noteret for to et-måls-sejre på henholdsvis 24-23 og 25-24 i hjemmebanekampene mod de to bundskrabere AGF og Lyngby HK. Alligevel har Allan Heine masser roser til det gæstende tophold.

– Det er et hold, der har potentiale til at være med i toppen, som de også er. De har to meget udtalte profiler i deres højreback og playmaker i (Louise red.) Søndergaard og (Line red.) Gyldenløve, og så har de en god balance i holdet, hvor det ser ud til, at folk kender deres roller. Og så kan man også godt se, at Jesper (Bangshøi, cheftræner red.) har været der i en del år, og det ser ud til at han udemærket ved, hvor han vil hen af med holdet. Så jeg synes, det er et stærkt hold, der på deres bedste dage også kan slå alle hold i rækken. Det er en stor opgave for os, som vi glæder os til, men som vi også tror, at vi kan vinde, siger Allan Heine. 

Store veksler på få spillere

Mens Bjerringbro i Håndbolddanmark nok mest er kendt for deres herrehold, som i en lang årrække har tilhørt toppen af mændenes håndboldliga, så har kvinderne endnu aldrig oplevet tilværelsen i landets bedste række. Tættest på var holdet i sæsonen 2018-2019, hvor Bjerringbro sluttede på 1. divisionens 3. plads, hvorefter de nåede helt frem til to afgørende playoff-kampe mod Ajax København, der efter to tætte opgør dog klarede frisag med en samlet målscorer på 57-52. Med undtagelse af den sæson, så har Bjerringbro-mandskabet dog ofte haft en tendens til at spille med helt fremme i starten af sæsonen, for senere at gå en smule døde, når de sjoveste pladser skulle uddeles, men det er der en god forklaring på, mener EH Aalborgs cheftræner.

– Holdet er ikke så bredt. Når du kigger på topscorerlisten, og hvem der spiller minutterne, så er det meget de samme, der spiller, og det er klart, at hvis man uge efter uge skal spille meget, og der bliver stillet store krav, så kan det sagtens være, at man på et tidspunkt løber tør. Og der er nogle af de andre hold, som også er i toppen, der måske er lidt bredere i deres trup, og derfor også kan holde momentum længere tid, men jeg synes, at Bjerringbro har samlet et stærkere hold i år sammenlignet med de andre år, og derfor har Jesper også en større mulighed for at monitorere spillerne i en sådan grad, at de kan holde hele sæsonen, lyder det fra Allan Heine.

Kampen mellem EH Aalborg og Bjerringbro FH spilles onsdag den 9. december klokken 19.30 i Nørresundby Idrætscenter.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018