EH Aalborg jagter sjette sejr mod fynske målslugere

16. oktober 2020

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg jagter holdets sjette sejr af lige så mange kampe i årets 1. division, når holdet søndag eftermiddag gæster Odense, hvor de lokale kvinder fra DHG Håndbold tager imod. Et hurtigt blik i tabellen viser et fynsk mandskab, der har fået en svingende start på sæsonen, med to sejre i fem kampe, hvilket er nok til en øjeblikkelig 9. plads. Alligevel har holdet givet nok at tænke over i det nordjyske inden de to klubbers møde.

– Det er uden sammenligning det hold, som jeg har haft det mest vanskeligt med at forberede mig på. De har nogle kampe, hvor de bare kører derudaf og scorer et hav af mål, og så har de andre kampe, hvor de har utrolig svært ved at ramme målet. Jeg synes, at de er rigtig svære at blive klog på, lyder det fra EH Aalborg-træner Allan Heine.

Netop angrebet er den helt store force hos de blåblusede fynboer, der efter sæsonens første fem kampe er holdet med 1. divisionens fjerde højeste scoringsgennemsnit med 26,6 mål, og i top 10 på topscorerlisten har holdet hele to spillere i form af højrefløjen Nanna Daugaard (nummer 3 med 32 mål) og højrebacken Alberte Kielstrup Madsen (nummer 10 med 22 mål). Tilsvarende ligger DHG dog helt i bund, når det kommer til det defensive arbejde, hvor holdet hidtil har lukket suverænt flest kasser ind med 29,2 mål i gennemsnit.

– De er meget målsøgende, og de er et hold, der scorer en masse. Så vi har forsøgt at forberede os på, at der kommer rigtig mange angreb i kampen, og det skal vi kunne stå imod i vores defensiv, lyder det fra Allan Heine, som dog kan trøste sig med, at hans eget hold har 1. divisionens i særklasse bedste defensiv og tredje mest scorende offensiv.

– Det bliver helt sikkert et clash imellem to spillestile imellem et hold, der gerne vil have et højt tempo ind i kampen og er meget målsøgende, og vores egen stil med et solidt forsvar og en god kontrafase, så det er virkelig en kamp, jeg glæder mig til, siger EH Aalborg-chefen.

Inspiration fra Ringkøbing

DHG rykkede senest op i landets næstbedste håndboldrække i 2018, og holdet har med deres angrebslystne tilgang til spillet formået at tilspille sig placeringer i den øverste halvdel i begge de forgangne sæsoner. I år er det også gået efter bogen med to pæne sejre over Rødovre og Ringsted samt to smalle nederlag til SønderjyskE og Roskilde, inden filmen dog knækkede helt, da holdet fra HC Andersens hjemby i sidste weekend gæstede ubesejrede Ringkøbing. 

Her blev DHG flået nådesløst fra hinanden af de vestjyske oprykningsbejlere, der sendte holdet retur over Lillebæltsbroen med et ydmygende 20-målsnederlag i bagagen på hele 43-23, og netop dén kamp har givet inspiration til EH Aalborgs strategi forud for de to klubbers møde.

– Ringkøbing rammer en rigtig, rigtig flot kamp, mens DHG falder i alle fælderne i Ringkøbings forsvar. De havde virkelig svært ved at komme til de gode chancer, og jeg tror, at Ringkøbing havde 20 kontramål i kampen. Hver gang de mistede bolden, så blev de straffet på 3-4 sekunder. Vi vil selvfølgelig forsøge, at gøre som Ringkøbing og være solide i vores defensiv og være dræbende farlige i vores kontrafase, men det er jo noget, vi allerede er opmærksomme på, og som er en del af vores DNA, lyder det fra Allan Heine.

Kampen mellem DHG Håndbold og EH Aalborg spilles på udebane i Odense på søndag den 18. oktober klokken 14.00.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018