EH Aalborg – Skanderborg 29-24 (11-11)

17. december 2017

Der var lagt op til et vaskeægte topbrag, da Skanderborg gæstede Nørresundby Idrætscenter lørdag eftermiddag.

Kampen levede også op til forventningerne. Aalborg indledte kampen bedst, og Skanderborg tog timeout ved stillingen 5-3 allerede efter 11 minutter.
Dog var hjemmeholdet stadig et skridt foran, men føringen blev aldrig større end tre mål i første halvleg. Lidt for mange brændte chancer fra hjemmeholdets side betød, at stillingen ved pausen var 11-11.

Anden halvleg blev indledt med en helt anden scoringsfrekvens. Først 11 minutter inden i halvlegen kunne Aalborg bringe sig i front med to mål, da Line Berggren Larsen scorede til 18-16. Det var dog umuligt for værterne at knække Skanderborg, der hele tiden formåede at hænge på. 13 minutter før tid fik Aalborg dog etableret en tremålsføring på 22-19, men kampen skulle vise sig at blive tæt til det sidste.

Ved stillingen 24-21 med 10 minutter tilbage af kampen, valgte Skanderborg-bænken at smide det grønne timeoutkort. Det gav pote, og resulterede i to scoringer, og så var det Aalborg-bænken, der måtte tage en timeout. Igen faldt der to scoringer, men denne gang til Aalborg, der således igen bragte sig foran med tre mål ved stillingen 26-23 med fire minutter tilbage, hvorfor Skanderborg tog deres sidste timeout.

Her blev Skanderborg straffet i deres 7 mod 6-spil, hvorfor sejren endte med at lyde på hele 29-24 til EH Aalborg.

Kampens spiller for EH Aalborg blev Laura Damgaard, der med 11 mål var særdeles ond ved sine gamle holdkammerater, som slet ikke formåede at stoppe hende i anden halvleg, hvor ni af målene blev sat ind.

Målscorere: Laura Damgaard 11, Julie Jensen 6, Kaja Kamp 4, Line Berggren Larsen 4, Emma Steffin 2, Caroline Mose 1, Mie Larsen 1


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Duppen-Bingo

Duppen-Bingo

Mød os på Facebook

Kommunikation og hjemmeside ©2015 - JEPPE.DK