Første EH-nederlag efter 40 hæslige minutter

23. november 2020

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg led lørdag eftermiddag sæsonens første nederlag i landets næstbedste håndboldrække, da holdet på hjemmebane måtte se sig slået 21-25 i topkampen mod Ringkøbing Håndbold. Trods et nordjyske comebackforsøg af de større i anden halvleg, så havde holdet smidt for meget i løbet af kampens første 40 minutter til at der for alvor blev spænding om udfaldet.

– Vi har en første halvleg, hvor vi simpelthen ikke er gode nok, og det kæmper vi jo lidt med specielt i anden halvleg, så det var lidt op ad bakke. Vi havde måske chancen til lige at komme tilbage med ti minutter igen, hvor det virker som om, at de er lidt rystet, men vi formår det ikke helt. Der skal også lykkes rigtig mange ting, så det var lidt surt. Det var en kamp vi havde glædet os til og set frem til, men vi må også bare erkende, at den her ufrivillige pause, den har rystet vores rytme en lille smule, og det er bare super ærgerligt, lyder det fra EH Aalborg-træner Allan Heine med henvisning til den fire uger lange corona-nedlukning, der altså blev afsluttet lørdag.

Det nordjyske hjemmehold havde på forhånd forventet, at Ringkøbing ville komme med saft og kraft fra opgørets første fløjt, og det var også lige, hvad gæsterne gjorde. Særligt i forsvaret havde vestjyderne læst godt på det aalborgensiske angrebsspil, hvor de med et overraskende 5-1-forsvar flere gange tvang hjemmeholdets skytter til at smide bolden ud over sidelinjen eller i hænderne på en modspiller, og når EH Aalborg-spillerne endelig kom igennem til skud, så virkede holdet så rystet, at boldene oftest blev placeret forbi eller over målet. 

I modsatte ende stod Jesse Van de Polder glimrende foran et også ganske bevægeligt forsvar, men i to undertalsperioder til hjemmeholdet udnyttede Ringkøbing, at Aalborg tog målmanden ud, og derfor -blev 3-5 hurtigt til 4-12 inden holdet fik pyntet til pausestillingen 7-13. 

– For at være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad der ramte os, for jeg har ikke set pigerne sådan her, hverken til træning eller i kampe, hvor vi har været maksimalt udfordret, så jeg var sådan lidt rystet over det. Derfor tog det også for lang tid for mig at finde de løsninger, der skal findes, og vi prøver også en hel masse ting, men først sent i kampen finder vi det og får noget momentum. Det er bare super ærgerligt, men der kommer heldigvis en ny kamp, siger Allan Heine.

Comebackforsøg og protest

Trods en god pausesnak i omklædningsrummet, så fortsatte rædslerne ind i starten af anden halvleg, hvor træværket var imod nordjyderne hele fire gange, mens Ringkøbings Jane Mejlvang scorede tre mål i træk og kunne bringe Ringkøbing foran 7-16. Heller ikke en timeout af Allan Heine to minutter senere ændrede kampbilledet, og derfor tog den aalborgensiske cheftræner konsekvensen efter godt ti minutter af kampen og diskede op med en dobbelt mandsopdækning af gæsternes to store profiler Jane Mejlvang og Michelle Bandstrup, mens holdet i angrebet begyndte at spille 7 mod 6. Det satte gang i de nordjyske scoringer hvor særligt Sandra Erlingsdottir gik forrest og sikrede at 12-17 blev til 19-22.

Men netop som EH Aalborg havde reduceret gæsternes føring til blot tre mål med 5.28 sekunder tilbage af opgøret, gik der koks i udskiftningerne hos dommerbordet og hos den vestjyske bænk, hvor den delegerede fra Dansk Håndbold Forbund fejlagtigt tillod en Ringkøbing-spiller at gå på banen. Men udvisningen blev ikke noteret af kampens dommerpar, og derfor blev der højlydt nedlagt protest af hjemmeholdets bænk.

– En udvisning, som vi har haft, den er blevet noteret hos Ringkøbing, og derfor er der to udvisninger i gang på måltavlen, og da den løber ud, løber der en spiller ind for Ringkøbing, fordi de tror, at deres udvisning er løbet ud, men det er den ikke. Derfor er de igen en spiller for meget på banen (og skulle have haft en udvisning red.) og det er ret kampafgørende på det tidspunkt, for så skulle de have været fire spillere på banen med fem minutter igen og tre mål i forskel, og der kunne vi måske godt have rystet dem, og det er derfor jeg har nedlagt en protest, forklarer Allan Heine.

Han kunne efterfølgende se de sidste minutter af kampen tippe til Ringkøbings fordel, og tættere på end tre mål kom nordjyderne aldrig, selvom holdet ellers kæmpede bravt i kampens sidste tyve minutter.

– Det er jo cadeau til pigerne for at fighte og kæmpe røven ud af bukserne hele vejen i gennem, og forsøge at gøre nederlaget så lille som muligt. Det er jo god karakter, og det har jeg også sagt til dem. Det er jeg godt tilfreds med, men alt det andet, der er vi simpelthen nødt til at være bedre, siger Allan Heine.

Efter kampen mod Ringkøbing venter der nu en tre ugers kamppause, før EH Aalborg skal i aktion igen. Det sker onsdag den 9. december klokken 19.30, hvor holdet på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter får besøg af Bjerringbro FH.

 

EH Aalborg – Ringkøbing Håndbold 21-25 (7-13)

Målscorere: 

Sandra Erlingsdottir 5, Anne Brinch-Nielsen 3, Frida Høgaard Nielsen 3, Mille Eisenhart 3, Rikke Hoffbeck 3, Märta Hedenquist 2, Verena Osswald 1 og Line Hinhede 1.

Diskvalifikation:

Verena Oßwald (3×2 minutters udvinsninger)

Stillinger undervejs:

1-1, 3-5, 4-12, (7-13), 7-16, 12-17, 16-20, 19-22, 21-25.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018