Første matchbold: Gylden mulighed for at sikre slutspil

29. marts 2021

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg er sikre på deltagelse i kvalifikationsspillet til Bambusa Kvindeligaen. Det står klart efter nordjyderne søndag vandt udebanekampen i 1. divisionen mod Gudme HK med klare 23-30. Dermed kan holdet nu ikke undgå at slutte uden for top tre.

– Det er dejligt, at vi nu med sikkerhed får som minimum et par kampe mere efter en rigtig, rigtig fin sæson. Det har jo været det helt store mål, at vi skulle i spil til denne her ligaplads, og det betyder meget, for det her unge hold, siger EH Aalborg-træner Allan Heine.

Aalborgenserne, der gik ind til kampen som det mest formstærke hold i landets næstbedste række med seks sejre i træk, havde dog indledningsvis særdeles svært ved at løse udfordringen mod et upåagtet sydfynsk bundhold. Gang på gang smed Aalborg-spillerne bolden både forbi og over mål i den tomme hal i Gudme, og dét udnyttede hjemmeholdet til at åbne kampen med en hurtig føring på 4-0 og 8-4, inden det gæstende tophold endelig fandt melodien. Takket været en velspillende defensiv og en hurtig kontrafase, hvor særligt fløjspiller Rikke Hoffbeck var i hopla med flere bolderobringer, fik holdet lukket hullet til pausestillingen 11-11.

Koncentrationen i den nordjyske trup blev dog skærpet mærkbart fra anden halvlegs start, og fra stillingen 15-15 afgjorde holdet kampen til egen fordel ved at vinde en periode på 9 minutter med hele 1-7, og så blev det til sidst altså alligevel en storsejr til EH Aalborg.

– Det var en kamp, hvor vi får det forkerte ben ud af sengen. Vi misbruger vores boldbesiddelse voldsomt meget i første halvleg, og det giver Gudme nogle lettere arbejdsbetingelser, og derfor hænger vi efter, men får så heldigvis kontakt op til halvlegen. Det giver os troen på, at vi kan skrue på nogle ting til anden halvleg, og det lykkes vi heldigvis med. Men generelt, så kan man sige, at den anden halvleg, som vi leverer, den skulle vi helst også formå at levere i første halvleg, lyder det fra træneren.

MELLEMRUBRIK

Sejren på Sydfyn bringer EH Aalborgs samlede pointantal op på 32 i sæsonen – fem flere end Hadsten Hånbold på den øjeblikkelige fjerdeplads. Med blot to spillerunder tilbage kan nordjyderne derfor ikke længere undgå at slutte i top tre, og holdet kan nu forberede sig på kvalifikationsspillet om at rykke op i næste sæsons Bambusa Kvindeligaen.

Kvalifikationsspillet består af 1. divisionens nummer 2 og 3, der mødes i bedst af tre kampe, hvor vinderen får lov at møde nummer 5 i nedrykningspillet fra ligaen i endnu en duel med bedst af tre kampe. Vinderen af dén duel sikrer sig rettigheden til at spille næste sæson i landets bedste håndboldrække, mens taberen spiller næste år i 1. division.

– At vi som minimum får to helt afgørende kampe mere, det er bare super godt for den her unge gruppe. De har allerede virkelig flyttet sig i en positiv retning, der ser spændende ud i forhold til fremtiden, og jeg håber selvfølgelig, at vi kan være så dygtige, at vi kan få en god afslutning på grundspillet, men også at vi kan vinde de kvalifikationskampe, og så gøre os klar til yderligere kampe, for det gør bare utrolig stor forskel i udviklingen af truppen, siger Allan Heine.

Egentligt eksisterer der fortsat en teoretisk chance for, at EH Aalborg kan vriste førstepladsen og den direkte kvalifikation til ligaen fra førerholdet Ringkøbing. Men efter vestjyderne lørdag vandt topkampen over rivalerne fra SønderjyskE, er holdet med den tidligere EH-træner Jesper Holmris tre point foran aalborgenserne med blot to kampe tilbage af sæsonen. Dermed vil Ringkøbing skulle tabe point i næste runde mod bundholdet Rødovre og efterfølgende tabe det indbyrdes opgør mod Aalborg i sidste spillerunde, for at førstepladsen skulle glippe.

EH Aalborgs næste kamp bliver spillet på torsdag den 1. april, hvor holdet på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter tager imod Hadsten Håndbold.

 

Gudme HK – EH Aalborg 23-30 (11-11)

Målscorere EH Aalborg:

Rikke Hoffbeck 9, Anne Brinch-Nielsen 4, Emma Aagaard Poulsen 4, Sandra Erlingsdottir 4, Frida Høgaard Nielsen 3, Emma Laursen 3, Mille Eisenhart 2 og Matilde Bach 1

Stillinger undervejs:

4-0, 5-3, 8-4, 8-7, (11-11), 14-13, 15-15, 16-22, 18-25, 19-27, 23-30


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018