Forud for debuten: ”Vi er ikke, hvor vi skulle være”

1. september 2020

Af Stefan Holmager Larsen

Sæsondebuten nærmer sig med hastige skridt, og håndboldkvinderne fra EH Aalborg har spillet sine sidste træningskampe forud for årets første opgør i kvindernes 1. division, hvor holdet på søndag lægger ud på hjemmebane mod sydfynske Gudme HK. Alligevel er holdet langt fra på det niveau, hvor man normalt ville være så tæt på sæsonstarten.

– Vi mangler en del ting for at være der, hvor jeg synes, at vi burde være på nuværende tidspunkt i sæsonen. Mange ting har ladet vente på sig for eksempel omkring det fysiske aspekt, hvor vi har været mere forsigtige i år, fortæller cheftræner Allan Heine med henvisning til den lange coronapause, som, siden sommerferien sluttede, har sat sit præg på opstarten. 

Optakten til sæsonstart har dog alligevel budt på en lang række træningskampe mod hold lige fra liga til 2. division, og resultaterne har derfor naturligt svinget mellem enorme sejre, tætte opgør og store nederlag. 

Tæt kamp mod divisionskolleger

Seneste kampe har været mod 2. divisionsklubben Sæby HK, hvor EH Aalborg afprøvede forskellige konstellationer af i sejren på 39-17, samt et opgør mod 1. divisionskollegerne fra Hadsten Håndbold, der endte uafgjort 27-27, hvor fokus lå på finpudsning af spillet inden debuten.

– I første halvleg er vi egentligt ret godt med, men pludselig taber vi 5-0 på to-tre minutter, og det kæmper vi med at rette op på i anden halvleg, hvor vi dog kommer godt tilbage og spiller kampen på vores præmisser. Så kommer vi op og fører til sidst, men formår alligevel ikke at lukke kampen, og det er igen en af de ting, som vi skal arbejde med som nyt hold; at få minimeret vores udfald, lyder det fra Allan Heine.

Opstartsvanskeligheder og mange nye spillere til trods er humøret i truppen højt, og troen på egne evner sigter mod en tilbagevenden til landets bedste håndboldrække, når regnskabet skal gøres op til næste forår.

– Vi har selvfølgelig en god portion realisme, og vi kan ikke forvente, at vi spiller vores bedste på denne side af jul, men vi skal være klar fra start, og jeg har også en stor tro på, at vi er med i oprykningsræset fra dag 1, siger Allan Heine.

Første kamp i årets 1. division bliver spillet på søndag klokken 17.00 i Nørresundby Idrætscenter, hvor EH Aalborg tager mod sydfynske Gudme HK.

***Billetsalg offentliggøres Fredag – Begrænset adgang grundet COVID-19***

Billeder venligst udlånt af Europamester.dk


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018