Frida Høgaard Nielsen vender tilbage til EH Aalborg

Foto: Ringkøbing Håndbold / Grafik: EH Aalborg

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg har en klar ambition: I 2028 skal klubben spille med i slutspillet i Danmarks bedste håndboldrække!

For at nå det mål er det altafgørende at opbygge en stærk og stabil trup, som udvikler sig kontinuerligt fra sæson til sæson, og samtidig skal nye spillere kunne gå ind fra dag ét og løfte konkurrencen og kvaliteten på holdet. Derfor er det en stor gevinst for hele kvindehåndbolden i Nordjylland, at den venstrehåndede bagspiller Frida Høgaard Nielsen fra den kommende sæson vender hjem til EH Aalborg.

Frida, der kommer tilbage til klubben efter tre sæsoner i Ringkøbing Håndbold, kan offensivt dække både højre back- og playmaker-positionen, og i denne sæson har hun målt på MEP hidtil været Bambuni Kvindeligaens bedste højre back.

“Læg dertil at hun ligeledes er at finde i top 10 på både topscorer og assistlisten – så har man en ganske klar forståelse for, hvorfor flere klubber har vist interesse for Frida frem mod næste sæson. Derfor er vi også både glade for og stolte over, at hun har valgt at vende hjem til EH Aalborg,” siger sportslig ansvarlig for den nordjyske ligaklub, Andreas Larsen.

Også Frida Høgaard Nielsen selv glæder sig til gensynet – og muligheden for yderligere udvikling – i den klub, hvor hun har fået sin håndboldopvækst.

“Jeg ser virkelig frem til at vende tilbage til EH Aalborg. Jeg har fulgt klubbens udvikling, og deres ambitioner og målsætninger matcher mine egne. For mig er EH det perfekte sted at fortsætte min udvikling, og jeg glæder mig til at bidrage med alt, hvad jeg har – både på og uden for banen. Jeg ser frem til at gense de velkendte ansigter, lære de nye at kende og kæmpe side om side for at indfri klubbens ambitioner i kendte rammer,” lyder det fra Frida Høgaard Nielsen.