Heine inden Lyngby-kamp: “Vi har en fin chance”

18. september 2020
Køb billet til kampen ved at trykke her!

Af Stefan Holmager Larsen – 

Efter en indledning på tilværelsen i 1. division med hård modstand, senest i udebanekampen mod SønderjyskE, så venter der på papiret en modstander af en helt anden kaliber, når EH Aalborg lørdag atter indtager halvgulvet i Nørresundby Idrætscenter.

Kampens gæster kommer fra Lyngby HK – en klub, der tidligere husede prominente navne som eksempelvis den forhenværende landsholdsanfører og OL-guldvinder Mette Vestergaard, men som i de seneste mange sæsoner har været langt fra toppen af dansk håndbold. Faktisk rykkede klubben i 2018 helt ned i landets tredjebedste række, hvor holdet har fristet tilværelsen indtil coronaen i sidste sæson hånd-i-hånd med Dansk Håndbold Forbund sendte københavnerholdet i oprykning til 1. division. 

Derfor har nordjydernes chef-træner Allan Heine set masser af video for at lære modstanderen at kende forud for de to klubbers møde.

– De har som så mange andre hold skiftet en del ud i truppen. De arbejder med nogle klassiske åbninger og har en højrehåndet højreback og en udmærket venstreback, men jeg vil også sige, at på en god dag, så er det et hold, vi har en fin chance for at slå, lyder analysen fra Allan Heine.

Ingen walk-over mod Lyngby

Mens EH Aalborg har klaret sig ganske suverænt igennem sæsonens første to spillerunder, så er det gået anderledes skidt for de sjællandske gæster. Først blev holdet trynet og tabte med hele 21-34 i Hadsten, inden holdet på hjemmebane måtte se sig slået med 22-25 af Rødovre. Alligevel er der ikke lagt i ovnen til en nordjysk walk-over, selvom holdet må betegnes som favoritter.

– Jeg vil sige, at hvis vi ikke gør vores ting godt nok, så kan vi sagtens komme ud for det samme, som vi så i nogle af vores træningskampe; at vi får problemer. Vi arbejder med at gøre os selv bedre og arbejder med nogle små detaljer i spillet, men det kan godt blive lidt ligesom mod Gudme, hvor det også var lige fra starten, indtil vi fandt rytmen i kampen, siger Allan Heine.

Oven på EH Aalborgs flotte start på sæsonen, så er der desuden sendt ekstra roser i retning af holdet. Nordjydernes hårdtskydende bagspiller Emma Laursen er nemlig blevet udtaget til U20-landsholdets kommende samling, og det er langt fra nogen overraskelse, mener EH-chefen.

– Det er der ikke noget at sige til. Hun er både trænings- og spillemæssigt i kanon form, så det kommer ikke bag på mig, at ungdomslandstræneren har udtaget hende. Det vil være svært at finde nogen, der er bedre, lyder det klart fra Allan Heine.

Kampen mellem EH Aalborg og Lyngby HK spilles lørdag klokken 14.00 i Nørresundby Idrætscenter.

Foto: EH Aalborg Support


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018