Heine med selverkendelse: ”Tre hold er bedre end os”

7. januar 2021

KAMPEN STREAMES LIVE VIA BJERRINGBRO FH´s FACEBOOK PROFIL!

Af Stefan Holmager Larsen – 

Rådhusklokkerne har ringet det nye år sikkert ind, kransekagen er spist, og trods nye coronarestriktioner, så er er håndboldkvinderne fra EH Aalborg klar til 2021’s første håndboldkamp, når holdet torsdag aften gæster Bjerringbro FH i landets næstbedste håndboldrække.

Oven på en forrygende start på sæsonen med syv sejre af syv mulige samt en pokaloverraskelse mod ligaholdet Silkeborg Voel, så måtte nordjyderne efter en måneds coronapause i november se den forrygende stime af point blive afbrudt, da holdet i tre af 2020’s sidste kampe blev ydmyget af først Ringkøbing, siden Hadsten og til sidst SønderjyskE i kampen om direkte oprykning til næste sæsons håndboldliga. Tre nederlag der i dén grad har gjort ondt på den aalborgensiske selvtillid, og som har fået chefen for det hele til at kigge indad.

– Man kan sige, at som det ser ud lige nu, så er der tre hold, der er stærkere end os. Jeg tror, at det kampprogram, der har ligget fra starten af, hvor vi får en fremragende start på sæsonen, og spiller nogle rigtig gode kampe blandt andet mod SønderjyskE og Silkeborg og andre stærke hold, dét gjorde, at vi måske troede, at vi var bedre, end vi egentligt er. Så kommer vi til at møde nogle rigtig stærke hold, og så bliver tingene sat lidt på spidsen, og forventningerne bliver måske lidt for høje i forhold til, hvad vi egentligt kan præstere., lyder den bastante udmelding fra Allan Heine.

Stadig et nyt hold

Selvom de nordjyske kvinder nu har haft et halvt år sammen på træningsbanen og rundt om i landets håndboldhaller, så er manglerne i det indbyrdes kendskab til hinanden stadig store, og selvom det hurtigt kan lyde som en slidt floskel, så er holdet stadig helt nyt, og netop dét, har været én af forklaringerne på de nedslående resultater før jul.

– Vi starter sæsonen med masser af glæde, optimisme og power, men oplever aldrig rigtigt denne her modgang og usikkerhed på tingene, og det oplever vi nu lige pludselig i nogle topkampe, og så skal vi først til – både individuelt og som hold – at lære, hvordan er det, vi tackler det. Og der må vi bare erkende, at der har vi som hold ikke fundet de løsninger, som skal findes, siger Allan Heine.

Optimismen bobler dog fortsat hos de aalborgensiske ligaaspiranter, og et hurtigt blik på tabellen viser en uhyggelig tæt topstrid, hvor der er i skrivende stund blot er fire point imellem rækkens nummer 1 og nummer 6. EH Aalborg indtager den øjeblikkelige andenplads, og dét selvom cheftræneren altså har måtte erkende, at tre hold lige nu er stærkere.

– Det er vi også glade for, og det er også derfor, at havde du spurgt mig, ”Vil du have 18 point, når I går på juleferie?”, så havde jeg jo købt den lige med det samme, og så håbet på, at kunne udvikle tingene endnu mere til foråret, og så måske spille os ind i den her kamp til en top tre placering, og det er jo også dér vi ligger lige nu. Derfor skal vi også huske på, at det alt andet end lige har været en rigtig, rigtig fin start på en helt ny version af EH Aalborg. Men vi er stadig rigtig langt fra det område, som vi gerne vil være, lyder det fra Allan Heine.

Torsdag aften skal det nordjyske tophold så i kamp igen, når holdet på udebane i Østjylland besøger Bjerringbro FH – et hold, der ikke har været i aktion siden den 9. december, hvor de i Nørresundby Idrætscenter blev afklapset med 32-28. Opgøret mellem Bjerringbro og EH Aalborg spilles klokken 19.00.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018