Heine rystede posen i ny EH Aalborg-storsejr

12. oktober 2020

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg cruiser videre med femte sejr i træk i landets næstbedste håndboldrække. Lørdag eftermiddag gik det ud over gæsterne fra AGF, der måtte rejse hjem fra Limfjordsbyen med en øretæve på 29-20. 

– Det blev en kamp, hvor vi var i kontrol fra start til slut. Vi kommer godt nok bagud i starten på fint AGF-spil, men derfra så sidder vi tungt på kampen og spiller noget ganske fint håndbold, lyder den umiddelbare analyse fra EH Aalborg-træner Allan Heine.

De gæstende østjyder lykkedes med hurtigt at bringe sig i front med 1-3, inden Aalborgholdet havde indstillet sig på AGF’ernes spil. Herfra gik det dog stærkt på måltavlen, og da hjemmeholdet efter godt ti minutters spil tog den første føring i kampen, blev det også sidste gang, at der var spænding om udfaldet. 4-5 til AGF blev ændret til 14-8 i Aalborgfavør, inden aarhusianerne med et par scoringer til sidst i halvlegen fik pyntet en smule til pausestillingen 16-11.

Allan Heine havde til kampen rystet posen med navne i startopstillingen, og det betød mindre spilletid til de normale stamspillere og flere minutter til holdets breddespillere. Det kunne blandt andet ses i målet, hvor der var masser af spilletid til både en velspillende Mie Larsen og unge Laura Askvist.

– Der er mange, der gør det rigtig fint i dag og virkelig leverer håndbold på højt niveau, så det er virkelig dejligt at se. Mie står en rigtig god kamp i målet, Njoma (Zogaj red.) ligger rigtig fint fremme vi vores 5-1-forsvar, og Mette Klostermann gør det godt på stregen, men det er generelt over hele banen, at spillerne præsterer rigtig godt, siger Allan Heine.

God mulighed for at eksperimentere

Fra anden halvlegs start blev der for alvor rykket fra på måltavlen, efter samme opskrift som nordjyderne har haft held med hidtil i sæsonen; et bundsolidt forsvar, sikkert målmandsspil og en kølig kontrafase. For hvert mål AGF’erne scorede, bankede EH Aalborg tilsvarende fire bolde i kassen, og knap halvvejs inden i anden halvleg stod der 24-13 til hjemmeholdet. Herfra slog nordjyderne autopiloten til, og sejren på 29-20 blev i sikker stil kørt i hus.

– Det sker jo ofte i sådan nogle kampe her, at man når til et punkt, hvor man tænker, nu er kampen vundet, og så begynder vi at skifte lidt mere ud, end vi normalt ville gøre, og vi eksperimenterer en smule med forskellige opstillinger for at give noget erfaring til nogle af dem, som normalt ikke spiller så meget. Det gør vi fordi, at det forhåbentligt bliver en lang, fed sæson, hvor vi får brug for alle de ressourcer og kompetencer, vi har, siger Allan Heine.

Med sejren ligger EH Aalborg fortsat på førstepladsen med maksimumpoint i kvindernes 1. division, mens AGF endnu har deres første point til gode. Næste kamp for nordjyderne bliver på udebane på Fyn om en uge, hvor holdet gæster DHG Håndbold fra Odense søndag den 18. oktober klokken 14.00.


 

EH Aalborg – AGF 29-20 (16-11)

Målscorere:

Rikke Hoffbeck 5, Emma Laursen 4, Sandra Erlingsdottir 4, Njoma Zogaj 3, Mille Eisenhardt 3, Mette Klostermann 3, Emma Aagaard 2, Anne Brinch-Nielsen 2, Märta Hedenquist 1, Verena Oßwald 1 og Frida Høgaard Nielsen 1.

Stillinger undervejs:

1-3, 4-5, 11-6, 11-8, 14-8, 15-10, (16-11), 18-12, 24-13, 27-15, 27-18, 29-20.

 

Tak til dagens kampsponsor 3F Aalborg, tak til QNorth for dagens #Lyserødlørdag støttekampagne og tak til alle jer der støtte i kampen mod brystkræft.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018