Katastrofestart koster nyt EH-nederlag

21. december 2020

Af Stefan Holmager Larsen – 

Kvinderne fra EH Aalborg fik lørdag endnu en håndboldlektion af de større i landets næstbedste række, da holdet på hjemmebane blev rundbarberet med hele 21-31 af SønderjyskE i kalenderårets sidste kamp.

– Det er godt nok sindssygt, som vi kan svinge i den måde, vi spiller på, og også i den måde vi gerne vil starte kampene på. Det giver os jo enormt dårlige vilkår i forhold til at kontrollere en kamp, lyder den umiddelbare reaktion fra cheftræner Allan Heine.

EH Aalborg-forsvaret tog nemlig i kampens indledning ordet gæstfrihed til helt nye højder, da de tillod de sønderjyske spillere at skyde og score efter behag, hvor de lyseblåklædte piger allerede efter otte minutter kunne notere sig en knusende sikker 1-7-føring, der tvang Allan Heine til at trykke på time-out-knappen.

Nordjyderne skulle dog igennem endnu en SønderjyskE-scoring og et brændt straffekast af Mille Eisenhardt før holdet så småt fandt fodfæste i kampen, og langt pænere begyndte det at se ud, da EH Aalborg gik frem i et mere offensivt 5-1-forsvar. Det tillod Jesse Van de Polder at fremvise redninger i hjemmeholdets mål, mens Rikke Hoffbeck og Anne Brinch-Nielsen i modsatte ende begyndte at sætte boldene i kassen bag en ellers velspillende SønderjyskE-keeper. Med den opskrift spillede Aalborg sig tilbage i kampen til pausestillingen 9-13.

Ikke bare en off-day

Fra anden halvlegs start havde nordjydernes angrebsspil endelig fundet melodien anført af en velspillende Line Solsø Hindhede, men hendes i alt syv scoringer hjalp ikke meget, da forsvaret i den anden ende fortsat holdt åbent hus for de gæstende sønderjyder. Det hjalp dog til, at der fortsat var muligheder for et aalborgensisk comeback, og ved stillingen 18-21 med knap et kvarter tilbage lurede hjemmeholdet en tæt afslutning, da gæsternes cheftræner blev tvunget til at tage en timeout. En hurtig scoring af SønderjyskE og et efterfølgende brændt straffekast af hjemmeholdet – det tredje i opgøret – fik dog tændt op under gæsterne, mens Aalborg-spillet faldt fra hinanden, og i resten af kampen lykkedes det blot det modløse lokale tophold at nette tre gange mod sønderjydernes ti.  

– Man tænker jo mange ting. Nu er det jo tredje gang, det sker i en topkamp. Altså mod Ringkøbing først, så mod Hadsten og nu mod SønderjyskE her, så kan man jo ikke dække sig ind under, at det bare lige var dén ene kamp, eller at det var en off-day. Lige nu er der bare ingen tvivl om, at Sønderjyske, Hadsten og Ringkøbing er tre hold, der er på et højere niveau end os selv, og det er det, som vi skal bruge julepausen og foråret på; at komme nærmere dem. For de tre hold her, de er bare rigtig godt spillende og har bare et niveau, hvor vi simpelthen hænger efter, siger Allan Heine.

Der var dog også lyspunkter på en ellers mørk decemberdag, for nordjydernes cheftræner kunne nemlig glæde sig over en formidabel kamp af bagspiller Line Solsø Hindhede. Med bolderobringer i forsvaret, gennembrud i angrebet og fritspilninger til sine medspillere leverede den elegante back nemlig sin i særklasse bedste præstation siden ankomsten til EH Aalborg fra den svenske klub Skara HF.

– Vi sad lige i trænerteamet og snakkede om, at vi faktisk havde en lille smule ondt af Line. Hun blev skadet lige i opstarten af sæsonen, og har måske ikke rigtig fundet sin helt rette hylde på holdet, og så byder hun bare rigtig, rigtig flot ind mod SønderjyskE, og er vel også holdets største profil. Men så taber vi så klart, så hun kan ikke engang glæde sig over, at hun har været så god, som hun har været, og det har jeg faktisk en lille smule ondt af, lyder det fra Allan Heine.

Med nederlaget sluttede EH Aalborg af med blot to sejre i holdets sidste fem kampe i 2020, og er fortsat nummer to med 18 point i tabellen efter Hadsten. Ringkøbing ligger nummer tre med 17 point men mangler dog fortsat at spille to udsatte kampe. Næste opgør for EH Aalborg bliver spillet i det nye år, når holdet på udebane møder Bjerringbro FH torsdag den 7. januar klokken 19.00.

EH Aalborg – SønderjyskE 21-31 (9-13)

Målscorere:

Line Solsø Hindhede 7, Rikke Hoffbeck 3, Anne Brinch-Nielsen 3, Emma Laursen 3, Sandra Erlingsdottir 3, Märta Hedenquist 2.

Stillinger undervejs:

1-2, 1-8, 3-11, 6-13, (9-13), 12-16, 14-20, 18-21, 19-29, 21-31

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018