EH Aalborg har blod på tanden inden rivalopgør

Foto: Mosgaard Foto

Læs Kampmagasinet fra opgøret mellem EH Aalborg og Ringkøbing Håndbold her

Cirka en uge er gået siden håndboldkvinderne fra EH Aalborg leverede en af sæsonens største sensationer i Bambuni Kvindeligaen, da holdet på udebane i Frederiksberg Hallen besejrede sidste sæsons DM-semifinalister fra København Håndbold i et brag af en kamp.

En bundsolid defensiv og et sprudlende angreb sikrede en sejr på 34-37, og siden dét opgør har stemningen i EH Aalborg-truppen været præget af stor stolthed, ligesom sejren har givet endnu mere blod på tanden inden søndagens kamp mod rivalerne fra Ringkøbing Håndbold.

“Jeg synes, at vi spillede godt i København, så det har selvfølgelig været en uge, hvor vi har gået med hovedet lidt i skyen, men også en uge hvor vi selvfølgelig har arbejdet målrettet frem mod den kamp mod Ringkøbing, der venter os,” lyder det fra assistent-træner i EH Aalborg, Kenneth Hedegaard.

EH Aalborg jagter revanche

Det nordjyske ligamandskab har da også revanche til gode i det indbyrdes opgør med Ringkøbing, efter vestjyderne vandt klubbernes første møde i sæsonen med 34-28. Siden dengang har aalborgenserne dog gjort en ganske pæn figur med foreløbigt 10 point efter fem sejre – senest altså for en uge siden i København. Ringkøbing har på den anden side ikke forladt banen som vindere siden de i slutningen af september sidste år vandt en udebanekamp over Skanderborg. I de seneste tre spillerunder har de dog kun tabt med et enkelt mål, og Kenneth Hedegaard forventer derfor masser af fight af gæsterne.

“Ringkøbing er jo et hold, som spiller meget 7 mod 6, og det er de utrolig dygtige til, så vi har selvfølgelig brugt den sidste uges tid på at finde ud at, hvordan vi løser det. Men vi ved jo, at vi også spillede en god kamp i København, så vi har jo også kigget på, hvordan vi kan tage nogle af de ting, som fungerede for os offensivt dér, og bygge videre på, så vi jagter naturligvis de 2 point i kampen,” siger assistenttræneren.

“Vi skal have is i maven”

Men selvom EH Aalborg på det seneste har vist en opadgående formkurve med flotte præstationer mod både København, Ikast Håndbold og HØJ Elite, så forsøger holdet at holde fokus på sæsonens helt store målsætning i en liga, som er lige så tæt og uforudsigelig som sidste sæson, hvor nedrykkeren først blev fundet i allersidste spillerunde.

“Den overordnede målsætning for os er stadig ikke at rykke ned. Internt har målsætningen været at skulle have 6 point før jul, og det jagter vi også efter jul, så jeg synes, at vi skal have is i maven. Vi spiller en kamp mod København, hvor vi spiller skide-godt. Vi spillede også mod Skanderborg forinden, hvor vi spillede knap så godt, men om vi møder Skanderborg, København eller Ringkøbing, så skal vi jagte 2 point, og vi kigger ikke længere frem end den kamp, vi skal spille næste gang, og jo flere point vi kan sætte på kontoen, jo dejligere er det,” siger Kenneth Hedegaard.

Kampen mellem EH Aalborg og Ringkøbing Håndbold spilles søndag den 8. februar 2026 klokken 13.30 i Skansen i Nørresundby. Du kan købe billetter til kampen her.