Onsdag aften var tiden endelig igen kommet til ligahåndbold i Nørresundby Idrætscenter. Aarhus United var dagens modstandere og forud for kampen var der stor optimisme på baggrund af den gode start i Holstebro.
Men optimisme blev hurtigt afløst af frustration da EH Aalborg havde problemer med at komme ind i kampen. Det udløste en tidlig timeout fra Cheftræner Simon Olesen som forsøgte at indpiske noget motivation i truppen. Hjemmeholdet kom bedre med, men havde problemer med at få lukket hullet til Aarhus som de havde fået skabt tidligt i kampen. Dermed gik EH Aalborg til pause bagud med 4 mål.

Efter pausen kom Aarhus igen bedst fra start og dette kombineret med et par uheldige momenter for EH i afgørende situationer, blev afstanden forøget. I kampens slutfase blev EH ramt af et par uheldige 2 minutters udvisninger hvilket for alvor udfordrede chancen for et comeback. Dermed kunne Aarhus køre sejren sikkert hjem og fejre at klubben nu har maks point efter de to første kampe. Jenny Carlson blev kåret som kampens EH spiller mens Line Berggren Larsen scorede 9 mål.

Lørdag spiller EH Aalborg næste hjemmekamp mod oprykkerne fra Horsens Elite.