Nedtur i Hadsten efter kollektivt kollaps

14. december 2020

Af Stefan Holmager Larsen –

For tredje kamp i streg fik håndboldkvinderne fra EH Aalborg en mareridsstart på et opgør i landets 1. division, og for anden gang i sæsonen måtte holdet forlade banen som tabere, efter et forsmædeligt nederlag på hele 36-24 på udebane i topkampen mod Hadsten Håndbold.

– Det var en meget, meget absurd kamp at overvære og være træner på, for man havde sådan en følelse af, at uanset hvad vi gjorde, så gik det galt. Det var bare op ad bakke, lyder det fra cheftræner Allan Heine. 

EH Aalborgs defensiv, der hidtil i sæsonen har været det i særklasse mest solide i landets næstbedste håndboldrække, startede kampen med at lukke hele ti mål ind på et kvarter. Da nordjyderne i den modsatte ende havde mere end almindelig svært ved at sende læderbolden i hjemmeholdets mål, og Allan Heine brugte sin anden timeout efter efter blot 15 minutter og 22 sekunder, så virkede kampen så godt som afgjort ved stillingen 10-3 til Hadsten.

Herfra fik det gæstende tophold dog en smule oprejsning, da holdet fik hul på østjyderne ellers solide forsvar, og takket været en opblomstring af kontrafasen og et par redninger i EH-målet fik holdet kæmpet sig helt tilbage til 16-12. Meget sigende for kampen sluttede Aalborg dog halvlegen af med en stor redning af Jesse Van de Polder og efterfølgende 30 sekunder til at kæmpe for endnu en reducering. Men i stedet for at tage en ekstra dribling og spille tiden ud, så afsluttede topholdet efter blot fem sekunder med et skud lige på en velspillende Hadsten-keeper, og det gav i stedet hjemmeholdet chancen til at udbygge føringen til pausestillingen 18-12.

– Det er jo bare én situation ud af rigtig mange i løbet af kampen, hvor vi simpelthen ikke er skarpe nok på de små detaljer. I stedet for at få et mål, så brænder vi, eller så taber vi bolden, og så løber de kontra med det samme, så det comeback som vi en 2-3 gange har mulighed for at gøre det løber ud i ingenting, siger Allan Heine.

Kun fem gyldne minutter efter pausen

Hvis man sad og håbede på et EH-comeback i pausen, så blev forhåbningerne hurtigt gjort til skamme af hjemmeholdet med ti grumme minutter i starten af anden halvleg. Egentligt startede forsvaret ganske fornuftigt med at lukke af for Hadstenskytterne, med i den modsatte ende diskede Aalborgspillerne op med et uset antal fejlafleveringer og mistede bolde, og det udnyttede østjyderne på rolig manér og udbyggede føringen til hele 24-15. 

Allan Heine forsøgte sig med den sidste timeout, hvor han sendte sit mandskab frem i 7 mod 6 i angrebsspillet, og det gav i første omgang fornyet tro på tingene. Med god spilfordeling af Mille Eisenhardt scorede EH Aalborg lynhurtigt fire mål på fem minutter, og da Jesse Van de Polder efter godt et kvarter fremtvang et brændt straffe ved stillingen 27-21, så det pludselig lyst ud for nordjyderne. Desværre for topholdet, så blev dertil og ikke længere, for en hurtig scoring i tomt mål til Hadsten slukkede troen på sejr i den aalborgensiske lejr, og herfra kørte hjemmeholdet en solid sejr i hus.

– Det er jo på samtlige parametre. Det er defensivt, det er offensivt, det er igennem felterne. Samarbejdet både defensivt og offensivt, der er vi bare langt, langt, langt fra det niveau, som vi normalt har set, og det er selvfølgelig stærks bekymrende. Vi var jo ikke engang tæt på noget som helst. Det skuffer mig jo stort, at vi på den måde lader os udspille af Hadsten, lyder det fra Allan Heine.

Med nederlaget siger EH Aalborg farvel til førstepladsen i landets næstbedste håndboldrække, som nu indtages af netop Hadsten, som dog har spillet en kamp mere end nordjyderne. Men Allan Heines tropper får mulighed for revanche allerede onsdag aften, når holdet skal på besøg hos en af denne sæsons store positive overraskelser i 1. divisionen fra TMS Ringsted. Den kamp spilles 16. december klokken 19.30 i Dansk Kabel TV Arena i Ringsted.

 

Hadsten Håndbold – EH Aalborg 36-24 (18-12)

Målscorere: 

Mille Eisenhardt 4, Emma Aagaard 3, Anne Brinch-Nielsen 3, Emma Laursen 3, Frida Høgaard Nielsen 2, Märta Hedenquist 2, Rikke Hoffbeck 2, Verena Oßwald 2, Line Hindhede 1, Sandra Erlingsdottir 1 og Mathilde Bach 1.

Stillinger undervejs:

2-0, 6-2, 10-3, 11-5, 13-6, 15-8, 16-12, (18-12), 21-14, 25-15, 25-19, 32-21, 35-23, 36-24


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018