
Måneders ventetid er langt om længe forbi! Håndboldkvinderne fra EH Aalborg løber fredag aften nemlig på banen til årets første kamp i Bambuni Kvindeligaen, hvor holdet møder rivalerne fra Skanderborg Håndbold.
“Der er ingen tvivl om, at det er en flok spillere, der er spændte på at komme i gang med sæsonen. Men det tager jeg bare som et positivt tegn, for når man lægger så meget arbejde i det, som vi gør, så er det meget naturligt med lidt nervøsitet,” lyder det fra aalborgensernes nye cheftræner Morten Holmen.
Han har i de forgangne syv uger haft nok at se til med at spille et næsten helt nyt hold sammen. Væk er flere store profiler, mens nye og spændende spillere er kommet til, og derfor er manden på bænken da også klar med en formaning om endnu ikke at have for store forventninger til spillet på banen, når opgøret i Skanderborg fløjtes i gang.
“Det bliver nok ikke en pæn håndboldkamp – det tror jeg simpelthen er for tidligt med så mange nye spillere. Men mindre kan også gøre det. Hvis vi kan stå med to point til sidst, så må det gerne være en grim kamp fra vores side,” siger han.
EH sender favoritrollen til Skanderborg
Både EH Aalborg og Skanderborg var i sidste sæson en del af nedrykningsdramaet, der endte med at koste Aarhus Håndbold tilværelsen i kvindeligaen, og flere eksperter har også i denne sæson spået en kamp om overlevelse for de to klubber. Men selvom de altså mødes i sæsonpremieren fredag aften, så er der ingen grund til at male fanden på væggen, hvis ikke det lykkes at hente de to point med hjem til Nordjylland.
“Nu skal jeg jo ikke gøre mig klog på, hvad andre tænker, men for os ser vi ikke kampen mod Skanderborg som altafgørende, for der er ingenting, der bliver afgjort i første kamp i forhold til, hvem der skal rykke ned. Men vi ved jo godt, at kampen mod Skanderborg kan blive vigtig for det videre forløb, og vi vil jo også gerne godt i gang, og derfor ser vi også frem til at skulle matches mod Skanderborg,” lyder det fra Morten Holmen, som ikke er bange for at sende favoritværdigheden til det midtjyske i sæsonpremieren.
“Jeg har måske en forhåbning om, at det bliver en tæt håndboldkamp, men med så mange nye spillere, som vi har, og med hjemmebane til Skanderborg, så vil jeg tro, at den måske hedder 60-40 i Skanderborgs favør. Normalt vil jeg vurdere, at vi ligger meget lige med dem, og at den hedder 50-50, men simpelthen fordi at de har hjemmebanen, betragter jeg Skanderborg som en lille favorit,” siger cheftræneren.
Favoritværdighed og flot spil eller ej, så er EH Aalborg klar til at kæmpe om sejren i kampen, der spilles fredag den 29. august klokken 19.00 i Fælledhallen i Skanderborg.
