Nye spillertrøjer – EH Aalborg går i rødt

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg tager et markant skridt i klubbens videre udvikling og har fra 1. juli 2026 indgået et nyt strategisk samarbejde med Craft Sportswear Danmark som officiel leverandør – i tæt partnerskab med SPORT 24 Aalborg City som lokal forankring.

Aftalen rækker langt ud over en traditionel tøjaftale. Den er et aktivt valg om at styrke klubbens identitet, synlighed og tilknytning til Aalborg – både i og uden for hallen. 

Samarbejdet omfatter nyt spiller-, trænings- og rejsetøj til klubbens ligahold samt U19- og U17-holdene, hvor ambitionen er at skabe en tydelig rød tråd fra talent til elite – både sportsligt og visuelt. Samtidig introduceres en opdateret og mere markant visuel identitet, der skal gøre EH Aalborg endnu mere genkendelig i bybilledet. Det er gjort ved – ligesom størstedelen af Limfjordsbyens øvrige eliteklubber – i år at ændre farven af klubbens hjemmebanetrøjer til rød.

“Vi ser det her som et partnerskab – ikke bare en leverance. EH Aalborg står for ambitioner, fællesskab og udvikling, og det matcher vores tilgang. Vi ønsker aktivt at bidrage til klubbens rejse,” siger Sales Manager i Craft Sportswear Danmark, Nikolas Norby.

Craft har fået ansvaret for klubbens samlede beklædningsløsning og leverer samtidig løbesko til spillere og trænere med fokus på performance, kvalitet og design, der fungerer både på og udenfor banen.

SPORT 24 Aalborg City får en central rolle som lokal partner og bindeled til byen. Gennem merchandise, synlig tilstedeværelse og fælles aktiviteter bliver butikken et naturligt samlingspunkt for fans, samarbejdspartnere og interessenter.

Aftalen er resultatet af et målrettet strategisk arbejde i klubbens ledelse, hvor ambitionen har været at finde en partner, der kan bidrage til at løfte både kvalitet, synlighed og det kommercielle fundament omkring EH Aalborg.

“Det her samarbejde handler om mere end udstyr. Det handler om at bringe EH Aalborg tættere på byen og gøre klubben mere synlig i hverdagen. SPORT 24 Aalborg City er en stærk lokal partner, som kan være med til at løfte den ambition,” siger René Jensen og Johnny Kjær, EH Aalborg.

Partnerskabet vil blive aktiveret gennem en række fælles initiativer, der skal styrke relationen mellem klub, fans og lokalsamfund – og samtidig skabe øget værdi for både bredde og elite.

“Vi er stolte af at være en del af et samarbejde, der rækker ud over sporten. Det handler om fællesskab, synlighed og om at skabe liv i Aalborg,” siger Morten Antonsen fra SPORT 24 Aalborg City.

Samarbejdet er samtidig et vigtigt skridt i realiseringen af EH Aalborgs Vision 2028, hvor målet er at styrke klubbens position både sportsligt, organisatorisk og kommercielt – med en tydelig forankring i Nordjylland.

Med aftalen sætter parterne en fælles retning: at udvikle EH Aalborg både sportsligt, kommercielt og som en tydelig identitetsbærer i Nordjylland.