
Det er nærmest en ny turnering, som EH Aalborg tager hul på, når de nordjyske håndboldkvinder søndag eftermiddag møder Silkeborg-Voel KFUM i første runde af kvalifikationsspillet til næste sæsons Bambuni Kvindeliga.
Væk er pointene, der blev hentet i grundspillet, og det er ikke længere vigtigt at tænke på indbyrdes målscore. De fem hold i kvalspillet er nu noteret for 0, 1 eller 2 point, og alle møder alle én gang – enten ude eller hjemme. Målet er klart; undgå sidstepladsen i puljen – ellers venter der play off-kampe mod enten Ajax København eller Rødovre HK om en plads i næste års håndboldliga.
Med et enkelt point hentet via en flot 12. plads i grundspillet er EH Aalborg netop nu placeret foran Skanderborg på sidstepladsen, men hvis den stilling skal holde kvalspillet igennem, så er opskriften helt enkel:
“Vi skal ud og hente som minimum én sejr i det her kvalspil, og det kommer vi selvfølgelig til at jagte,” lyder det utvetydigt fra EH Aalborgs cheftræner Morten Holmen.
Seneste møde endte uafgjort
Første skud i bøssen er altså søndag hjemme mod Silkeborg-Voel, som har vist sig som en utilregnelig og svingende størrelse i denne sæson. I de to klubbers første møde den 2. januar løb midtjyderne med en 22-34-sejr efter et aalborgensisk kollaps, inden EH Aalborg fik taget revanche i returopgøret i Silkeborg, hvor nordjyderne takket været en straffekastscoring af Carla Thomsen efter tid sikrede 25-25 på en yderst vanskelig udebane.
Siden da har aalborgenserne dog ikke vundet point i ligaen, og derfor er det en yderst kamplysten flok EH Aalborg-spillere, der søndag byder indenfor til et forhåbentligt spændende og helt sikkert dramatisk opgør om vigtige point for overlevelse i Bambuni Kvindeligaen!
