EH Aalborgs U19-piger vinder de danske mesterskaber i Beach Handball.
Med knivskarpe 360-graders piruetter, elegante vip og forsvarsspillere, der målrettet kastede sig i sandet med flyveparader, sikrede Elitehåndbold Aalborgs U19-piger sig en overbevisende sejr i finalen over Viborg HK, da de danske mesterskaber i Beach Handball for ungdomsrækkerne lørdag blev afviklet i Dalum.
EH Aalborg Ungdom spiller normalt håndbold indendørs i hallerne. Men i maj måned rykkede de udendørs for at træne Beach Handball, som spilles på en udendørs sandbane.
EH Aalborg Ungdoms U17- og U19-piger har adskillige gange tidligere kvalificeret sig til DM. Og det er ikke første gang, at de er kommet hjem med medaljer om halsen. I 2025 vandt pigerne dobbelt sølv, og i år kæmpede U17-holdet sig til flotte bronzemedaljer, mens U19-pigerne gik hele vejen og tog guldet med hjem til Aalborg. De kan således nu kalde sig danske mestre i Beach Handball.
Talentchef for EH Aalborg Ungdom, Søren Haslev Mortensen, fortæller:
“Beach Handball er, ud over at være sjovt, også god fysisk træning, og udfordringerne i sandet er taktisk lærerige. Samtidig er det en rigtig god måde at ryste pigerne sammen på.”
I løbet af maj måned har EH Aalborg Ungdom nemlig afholdt åben træning til deres to ungdomshold, hvor de dygtigste håndboldspillende piger fra samarbejdsklubber i hele Nordjylland kunne melde sig til og vise, hvad de kunne. Trænerne har herefter sammensat de to hold, som i den kommende sæson skal spille med i de bedste rækker for deres årgange.
“Vi glæder os over, at spillerne allerede nu har vist, at de virkelig vil noget – sammen,” siger talentchefen. Han og cheftrænerne Jamie Dahl Jensen og Jonas Holm Ingvorsen var således aldeles tilfredse med pigernes indsats i sandet og alle går nu på en velfortjent sommerferie, hvorefter de ser frem til endnu en spændende sæson med Nordjyllands dygtige piger.
