
Håndboldkvinderne fra EH Aalborg har sikret sig en særdeles vigtig forlængelse med en af klubbens kulturbærere. Målvogter Johanne Graugaard har nemlig valgt at fortsætte i den nordjyske ligaklub i yderligere 2 sæsoner.
“Det har været en topprioritet for os i klubben at få styr på målvogterteamet til næste sæson. At det så er lykkedes så tidligt, at få Johanne til at fortsætte i klubben viser med alt tydelighed, at hun tror på projektet i Aalborg, og det er et tydeligt signal om, at Johanne også tror på vores vision 2028, hvor målet er slutspillet,” lyder det fra sportslig ansvarlig i EH Aalborg, Andreas Larsen.
“Johanne er ikke kun på banen – men også udenfor banen – et menneske, der yder en enorm indsats og tager ansvar for hele klubben, og hun er en del af klubbens anførerteam; en rolle hun udfører med stor loyalitet,” siger Andreas Larsen.
Johanne Graugaard kom til EH Aalborg i 2022 i forbindelse med Vendsyssel Håndbolds konkurs. Siden da har hun været en stærk del af klubbens målvogterteam, ligesom hun har spillet en stor rolle i at få klubben tilbage til kvindeligaen.
“Det var ikke en svær beslutning for mig at forlænge min kontrakt i EH Aalborg. Jeg føler mig virkelig hjemme i klubben og trives enormt godt, både med pigerne, trænerteamet og alle omkring klubben. Jeg er glad for min rolle på holdet, og den tillid jeg bliver vist. Det giver både motivation og tryghed til at blive bedre. Jeg tror på klubbens høje ambitioner for fremtiden og glæder mig til fortsat at være en del af den udvikling. Samtidig trives jeg rigtig godt i Aalborg, hvor studie, håndbold og privatliv går op i en højere enhed. Alt i alt føles det bare helt rigtigt at fortsætte i EH Aalborg,” siger Johanne Graugaard om forlængelsen.
Johanne Graugaard strålede i øvrigt i weekendes sejr hjemme over HØJ Elite, hvor hun med flere store redninger i slutningen af kampen var stærkt medvirkende til at hive de 2 point hjem til EH Aalborg. Med sejren indtager holdet netop nu en 8. plads i Danmarks bedste håndboldrække.
