Santander Cup – Optakt

17. august 2020
Spændingen sitrer i EH før pokalkamp

Artikel og interview af Stefan Holmager Larsen

Nerver og spænding præger håndboldkvinderne fra EH Aalborg, der tirsdag aften drager mod Sønderjylland, hvor sæsonens første betydningsfulde slag skal slås i 6. runde af pokalturneringen Santander Cup.

– Siden vi startede med optakten til denne sæson for fem uger siden, var vores træning mandag faktisk på det absolut laveste niveau, vi har præsteret. Der er både en masse spænding og glæde, der sitrer helt ud i fingrene på pigerne, beretter EH-træner Allan Heine.

Men en dårlig generalprøve giver som regel en god premiere, siger et gammelt ordsprog, og det er netop hvad EH Aalborg-chefen forventer, når hans hold møder SønderjyskE, der ligesom EH Aalborg frister en tilværelse i landets næstbedste række. Da coroaen lukkede ned for sporten i sidste sæson, var sønderjyderne placeret på tabellens tredjeplads hele 12 point efter oprykkerne fra Vendsyssel. Men det til trods, så forventer Allan Heine langt fra nogen let kamp om avancement i pokalturneringen. 

– Jeg har set nogle af deres træningskampe, og jeg glæder mig til at se, hvad det er for et hold, de har til denne sæson. Selvom de har skiftet en del ud, så er det meget tydeligt, hvad de vil både i forsvaret og angrebet, og jeg ser dem som et ef de hold, der skal ligge med os i den højere ende af tabellen, så det bliver spændende at se, hvor vi er i forhold til hinanden, siger Allan Heine.

Løftet pegefinger mod Randers

Ligesom hos SønderjyskE har sommeren også budt på gang i svingdøren hos EH Aalborg, hvor der både på og udenfor banen har været mange nye ansigter at skulle lære at kende, og det har derfor naturligt sat sit præg på spillet i sæsonens hidtil første fire træningskampe. 

Senest fik Allan Heine lov at se sine tropper an i et opgør mod ligamandskabet fra Randers HK, der i en ensidig første halvleg løb aalborgenserne over med hele 17-7. 

– Kampen mod Randers var første gang i en af vores træningskampe, at vi falder fuldstændig ud af vores koncept og aftaler, og det var egentligt en god løftet pegefinget til os om, at hvis vi laver fejl, så bliver vi straffet med det samme, og så er det ligegyldigt om modstanderen hedder Randers eller Rødovre, lyder det fra cheftræneren.

En god peptalk i pausen og sikre dessiner fra chefen var dog nok til at EH  fik spillet sig godt op i anden halvleg, som de endda endte med at vinde 7-10. Og netop spillet fra de sidste 30 minutter af den kamp er hvad EH Aalborg-pigerne skal gentage, når de løber på banen i Aabenraa.

Kampen mellem SønderjyskE og EH Aalborg i Santander Cuppens 6. runde spilles tirsdag aften klokken 19.00.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018