Sejr i topkamp: Aalborg red stormen af i Roskilde

28. september 2020

Af Stefan Holmager Larsen – 

Håndboldkvinderne fra EH Aalborg var på vej mod sæsonens første pointtab, da holdet søndag på udebane i Roskilde Hallerne mødte det lokale 1. divisionshold, men takket været et formidabelt comeback i anden halvleg lykkedes det på imponerende vis at vende kampen til sejr på 24-25. Dermed er holdet fortsat ubesejret på 1. pladsen i landets næstbedste håndboldrække.

– Vi var spændte på at se, hvordan pigerne ville reagere på at skulle spille en kamp på udebane mod et hold på 4. pladsen i 1. division, blot omkring 40 timer efter en helt fantastisk kamp mod Silkeborg i fredags, og vi må bare sige, at vi var udfordrede fra start, lyder det fra EH Aalborg-træner Allan Heine.

Efter en lige indledning på kampen, hvor EH Aalborg var med til stillingen 2-2 i Roskilde, så fik hjemmeholdet fat i defensiven, hvor de for alvor lukkede af for de nordjyske gæster. Lige meget hvad aalborgspillerne forsøgte sig i angrebet, så ville bolden bare ikke ind i målet, og det udnyttede sjællænderne til at trække fra på måltavlen. End ikke en time-out af Allan Heine efter blot to scoringer på 14 minutters spil kunne hjælpe på EH Aalborgs angrebskvaler, og Roskilde nåede helt op på en femmålsføring, før gæsterne i halvlegens sidste fem minutter fik reduceret til pausestillingen 10-8. 

– Vi kommer faktisk frem til en masse gode chancer i vores angrebsspil, men formår bare ikke at score. Samtidig står vi også rigtig godt i vores forsvar, så vi er egentligt godt tilfredse med at holde Roskilde nede på ti mål i første halvleg. De spiller meget henholdent i deres angrebsspil, og lykkes også med at holde længe på bolden, så vi ikke får gang i vores kontrafase, og det er jo bare godt spillet af dem, siger Allan Heine.

Stor holdindsats sikrede comeback

Fra anden halvlegs start var EH Aalborg-mandskabet som forvandlet inde på banen, og alle vanskeligheder ved at score på Roskilde-forsvaret var forsvundet. Derfor skiftedes de to hold til at bytte scoringer i hver ende, og efter blot ti minutter af halvlegen havde de nordjyske skytter allerede scoret samme antal mål som i hele kampens første 30 minutter. Derfor begyndte det for alvor at se godt ud, da holdet samtidig lukkede af i forsvaret, og med et kvarter tilbage af kampen havde EH Aalborg for første gang kontakt ved stillingen 18-18. Nordjyderne nåede da også helt op på 19-22, men gæstfriheden varede ikke ved, og Roskilde nåede at udligne til 24-24 inden Rikke Hoffbeck scorede til kampens resultat med knap et minut tilbage af opgøret.

– Vi kommer ud til anden halvleg med en helt anden power, os så begynder vi at score på vores chancer. Samtidig står vi fortsat godt i forsvaret, og så er vi heldige med nogle af de udskiftninger vi foretager os i løbet af kampen. Emma Aagaard starter anden halvleg og scorer en del gode mål, Mette (Klostermann red.) får godt 20 minutter i angrebet, Njoma (Zogaj red.) gør et flot indhop, Anne Brinch trækker et kæmpe læs efter at have spillet 80 minutter i fredags, men det er virkelig et hold, der formår at løfte i flok, lyder roserne fra Allan Heine.

Efter søndagens sejr venter der nu en kamppause på små to uger, inden EH Aalborg igen skal i kamp. Det bliver lørdag den 10. oktober klokken 13.30, hvor holdet på hjemmebane i Nørresundby Idrætscenter tager imod AGF Håndbold.

Roskilde Håndbold – EH Aalborg 24-25 (10-8)

Målscorere: 

Emma Aagaard 5, Anne Brinch-Nielsen 4, Emma Laursen 3, Sandra Erlingsdottir 2, Mille Eisenhart 2, Mathilde Bach 2, Märta Hedenquist 2, Mette Klostermann 2, Rikke Hoffbeck 2 og Line Hindhede 1,  

Stillinger undervejs:

2-2, 5-2, 7-3, 9-4, (10-8), 15-12, 18-18, 19-22, 24-24, 24-25.

Foto: EH Aalborg Support


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kurv

Mød os på Facebook

Facebook Pagelike Widget

Følg os på Instagram

Instagram did not return a 200.

Følg EH Aalborg

Elitehåndbold Aalborg ©2018