
Læs kampmagasinet fra opgøret mellem EH Aalborg og Skanderborg Håndbold her
Det er sæsonens hidtid vigtigste opgør, der venter, når håndboldkvinderne fra EH Aalborg tirsdag aften indleder anden halvdel af grundspillet i Danmarks bedste håndboldrække. Scenen er Skansen i Nørresundby. Modstanderen er Skanderborg Håndbold – og missionen er klar; EH Aalborg skal have en sejr og 2 point til kontoen.
“Vi har jo hele tiden kigget frem i programmet og kigget på perioden nu som utrolig vigtig. Men sådan som det hele har flasket sig, så står vi jo i kampen mod Skanderborg med en gylden mulighed for at kunne spille os langt væk fra nedrykningsstregen,” lyder det fra EH Aalborgs cheftræner Morten Holmen.
De nordjyske ligakvinder indledte sammen med Skanderborg – ifølge de danske håndboldeksperter – sæsonen som storfavoritter til nedrykning, men gennem hårdt arbejde, forbilledlig fight og strategisk snilde fra bænken er det lykkedes for EH Aalborg at hente overraskende 8 point i tabellen – og det er altså nok til i skrivende stund at være 5 point foran Skanderborg på den sidsteplads, som giver direkte nedrykning til 1. division.
Derfor vil aalborgenserne med en sejr tirsdag aften sende klubben et enormt skridt i retning af garanteret overlevelse i Bambuni Kvindeligaen.
“Det er jo potentielt en 4-points kamp, fordi vi med en sejr kan spille os 7 point væk fra nedrykningspladsen og samtidig være bedre indbyrdes end Skanderborg,” forklarer cheftræneren.
Holmen forventer en grim kamp
Men trods Skanderborgs placering på ligaens jumboplads, så er der langt fra lagt op til nogen let kamp i Skansen. De grønblusede midtjyder, der tabte de to klubbers første møde med 24-26, stiller nemlig til start med blandt andet den færøske landsholdspiller og håndbolddirigent Súna Krossteig Hansen samt ligaens tredje mest scorende spiller – den tidligere EH Aalborg-fløj – Astrid Lynnerup. Læg dertil at holdet har kniven for struben forud for tirsdagens kamp, så er der gjort klar til en drabelig dyst i Skansen.
“Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver nogen specielt køn kamp; jeg tror faktisk, at det bliver en halvgrim kamp, fordi der er så meget på spil. Skanderborg ved jo godt, at det er ved at være deres sidste skud i bøssen, fordi de har jo også plottet nogle kampe ud, hvor de siger, dér skal vi gerne have point, og der er Aalborg helt sikkert en af dem. Så det bliver et hold, der kommer med alt, hvad de overhovedet kan, og de kommer ikke til at give sig, før der er spillet 2×30 minutter,” siger Morten Holmen og henviser til Skanderborgs seneste kampe i ligaen.
“I weekenden taber de med én i HØJ, de taber med én til Silkeborg, som vi fik en ordentlig røvfuld af, så taber de med 4 til Ikast, ligesom de var med langt hen i kampen mod Viborg, så det er jo ikke sådan, at de er blevet spillet ned under gulvbrædderne overhovedet. Så det er et hold, man virkelig skal have respekt for,” lyder det fra cheftræneren.
