
EH Aalborg leverede tirsdag aften en blændende kamp foran et veloplagt publikum på hjemmebane i Skansen, og det var derfor fuldt fortjent, at de nordjyske håndboldkvinder hentede en sikker sejr i Bambuni Kvindeligaen på 33-28 over gæsterne fra HH Elite.
“Vi havde regnet med, at det ville blive tæt, men vi synes også, at vi stod godt til Horsens. Den plan, vi havde lagt, lykkedes vi med langt hen ad vejen, og vi havde kontrol i store dele af anden halvleg – og selvom der var lidt nervøsitet til sidst, så lukker vi kampen flot,” lyder det fra assistenttræner Kenneth Hedegaard.
EH i kontrol det meste af kampen
Opgøret i Skansen blev startet med, at bolden blev givet op af Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen, som midt i valgkampen tog sig tid til sammen med sin datter at lægge vejen forbi Nørresundby, og sammen med de øvrige knap 500 tilskuere kunne de se en nervøs EH Aalborg-indledning på kampen, som gæsterne hurtigt udnyttede til at bringe sig i front 1-3.
Som minutterne gik, fandt hjemmeholdet dog rytmen både offensivt og defensivt, og anført af en velspillende Frederikke Gulmark gik hjemmeholdet til pause foran 16-14.
Efter pausen gik EH Aalborg fra seks mod seks i angrebsspillet til at spille med en ekstra markspiller, og da Mirja Lyngsø scorede til 21-18 efter 37 minutter, begyndte hjemmeholdet for alvor at få kontrol over kampen. Tre hurtige scoringer tvang Horsens til timeout, men gæsterne fandt aldrig for alvor fodfæste igen, og selvom spændingen kortvarigt vendte tilbage mod slutningen af opgøret takket været nordjysk nervøsitet, så holdt aalborgenserne hovedet koldt og lukkede kampen i sikker stil.
Flot forsvarskamp af hjemmeholdet
I et opgør, hvor de nordjyske håndboldkvinder leverede en af sæsonens bedste holdpræstationer var kampens helt store oplevelse dog et solidt og bevægeligt forsvar, som gav gode forudsætninger for målvogter Johanne Graugaard, der fuldt fortjent løb med titlen som Kampens Spiller efter en redningsprocent på 39.
“Vores forsvar i dag er klasse, og Johanne følger jo rigtig flot op med virkelig gode regninger, så synes jeg nøglen til sejr er, at vi lukker færre mål ind, end vi har gjort tidligere – og så stor disciplin angrebsmæssigt igen, så vi er super, super tilfredse,” siger Kenneth Hedegaard.
Med sejren er EH Aalborg nu noteret for 6 point i tabellen inden holdet fredag den 14. november spiller sidste turneringskamp inden julepausen, hvor holdet på udebane møder Nykøbing Falsker Håndboldklub.
EH Aalborg – HH Elite 33-28 (16-14)
Målscorere EH Aalborg:
Frederikke Gulmark 7, Mette Brandt 5, Mirja Lyngsø 4, Frida Ulrichsen 4, Carla Thomsen 4, Camilla Thorhauge 3, Ida Hoberg 3, Lin Johannsen 1, Maiken Skov 1 og Marlene Dahlmann 1.
Redninger:
Johanne Graugaard: 14 redninger på 36 skud – 39%
Freja Fonseca: 0 redninger på 1 skud – 0%
Udvisninger:
EH Aalborg: 3 x 2 minutter
HH Elite: 3 x 2 minutter
Tilskuere:
485 i Skansen
