
Med 112 scoringer for EH Aalborg i en forrygende sæson i Bambuni Kvindeligaen har stregspiller Camilla Thorhauge en stor andel i, at de nordjyske håndboldkvinder er nået igennem grundspillet med historiske 15 point. Derfor er der også stor glæde i den nordjyske klub over, at det nu er lykkedes at forlænge kontrakten med Camilla Thorhauge, så de to parter har papirer på hinanden frem til sommeren 2028.
“Camilla har stået højt på vores liste over spillere, som er vigtige for at indfri vores mål om slutspil i 2028! Hun kom til Aalborg for to sæsoner siden, og hun har fra dag ét været et kæmpe aktiv for både klubben og holdet. Derfor er vi meget glade for, at Camilla har valgt at forlænge kontrakten,” lyder det fra sportsligt ansvarlig i EH Aalborg, Andreas Larsen.
Camilla Thorhauge, der er grundspillets næstmest scorende stregspiller, er også selv glad for opholdet i Aalborg, hvor hun oplever en klub i en særdeles positiv udvikling.
“Jeg har valgt at forlænge min aftale med EH Aalborg, fordi jeg ser et spændende nyt trænerteam med klare ambitioner for holdets fremtid. Jeg tror på, at de har potentialet til at løfte holdet til et højere niveau. Samtidig føler jeg, at jeg selv kan udvikle mig yderligere i dette miljø, både sportsligt og personligt. Derudover har jeg det rigtig godt i Nordjylland, hvor jeg trives både på banen og udenfor. Rammerne omkring klubben giver mig ro og motivation til at præstere mit bedste,” lyder det fra Camilla Thorhauge.
“Jeg oplever en stærk opbakning fra både klubben og omgivelserne, hvilket betyder meget for mig i hverdagen. Alt i alt føler jeg, at Aalborg er det helt rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling og bidrage til holdets fremgang i de kommende år,” siger hun.
