Seneste nyt fra EH Aalborg

Læs om kampe og resultater

TAK FOR ALT LINE, MATHILDE, JESSE, EMMA & VERENA

15. juni 2021

Sæsonen er slut og det betyder samtidigt at vi skal sige farvel til et par spillere. Som nævnt tidligere har vi allerede haft mulighed for at tage afsked under vores årlige sæsonafslutning, men på baggrund af de restriktioner vi har været underlagt, har vi ikke haft mulighed for at tage afsked med spillerne i hallen foran vores fantastiske fans og følgere. Derfor er det nu muligt at sende en lille hilsen til de spillere der forlader EH Aalborg. Om i sender en kollektiv eller individuel hilsen er helt op til jer selv, vi skal nok sørge for at den når frem! Brug feltet nederst til at sende din hilsen.

Line Solsø Hindhede
Line kom til EH Aalborg efter et succesfuldt ophold i Sverige. Line var udset en stor rolle på holdet, men løb desværre tidligt ind i en skadespause som påvirkede Line´s opstart i EH. I den forbindelse viste Line sig som en fantastisk holdkammerat og støttede holdet og hjalp hvor hun kunne med opgaver udenfor banen. Line gjorde efterfølgende comeback og gav prøver på sit store talent samtidigt med at hun var kampafgørende i vigtige momenter i løbet af sæsonen. Tak for alt Line og held og lykke fremover!

Mathilde Bach
Mathilde er en af vores ungdomsspillere som tog skridtet hele vejen op på førsteholdet som seniorspiller forud for sæsonen 20/21. Her skulle Mathilde indgå i det stærke hold på venstrefløjen hvilket hun klarede fantastisk igennem sæsonen. Mathilde tilgik opgaven med stor profesionalisme og var altid klar når cheftræneren kaldte hende på banen. Nu vil Mathilde jagte mere spilletid i en anden klub og vi håber at se Mathilde i EH trøjen igen i fremtiden. Vi vil savne Mathildes skønne humør og musik playlister i omklædningsrummet og til træning. Tak for alt Mathilde og held og lykke fremover!

Jesse Van De Polder
Jesse kom til EH aalborg efter at have vundet bronze i den tyske Bundesliga og gjorde sig hurtigt bemærket på banen. I sæsonens begyndelse løb Jesse med overskrifterne men sendte altid roserne uselvisk videre til hendes holdkammerater. Jesse bragte en masse gejst og humør ind i truppen og vandt hurtigt fansenes hjerter med store redninger i de afgørende momenter. Vi er glade for at vi fortsat vil se Jesse på håndboldbanen fremover, selvom det nu bliver som modstander. Jesse har sendt en videohilsen som kan ses nederst i artikelen. Tak for alt og på gensyn i næste sæson Jesse!

Emma Laursen
Emma nåede at spille en halv sæson i EH Aalborg inden ligaklubberne begyndte at henvende sig. Emma som kom fra Silkeborg VOEL IF etablerede sig hurtigt på holdet og gik gerne forrest når kampene skulle afgøres. Emma er en vindertype som stiller store krav til sig selv, hvilket vi er sikre på vil føre hende til toppen af Dansk håndbold. Vi glæder os til at følge Emma i Bambusa ligaen i næste sæson med hendes nye holdkammerater i Holstebro. Tak for alt Emma og held og lykke fremover!

Verena Osswald
Verena kom til klubben via en helt speciel aftale hvor Verena foruden opholdet hos EH Aalborg boede hos en værtsfamilie. Her fik Verena kost og logi, hjælp til at finde et fritidsarbejde samtidigt med at hun selv anvendte en stor del af hendes opsparing for at kunne investere i et håndboldophold i Danmark. Verena medbragte foruden sit gode humør en fantastisk arbejdsmoral som på bedste vis lever op til hendes sydtyske herkomst. Verena er en bomstærk spiller og hverken lange arbejdsdage eller knækkede tænder kunne få hende ud af kurs gennem sæsonen. Tak for alt Verena og held og lykke fremover!

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram